Manden, der blev præst

   En Karl og Pige, der nylig havde giftet sig med hinanden, viste ikke hvorledes de skulle få udkommet, da de var meget fattige. Just som de gå og tale herom, blev der et Præstekald ledig, og Manden besluttede da at vilde søge kaldet.
   »Ja, men du har jo ikke lært til Præst«, bebrejdede konen ham.
   »Nej, vist ikke, men det kunde dog aldrig skade at forsøge, hvorvidt de kan bruge mig eller ikke«, mente manden.
    Han havde også held til at få kaldet, og skulle nu til at holde sin første tale på dets prædikestol næste søndag. Han oplæste da de befalede bønner og sagde derefter følgende ord: »Jeg prædiker som min foregående mand, han prædikede for mig«, og disse ord ledsagede han med dundrende slag i prækestolen, hvorefter han sagde »Amen« og gik ned af denne.
   Folket, der var strømmet til i stor samling for at høre deres ny præst, blev meget skuffede i deres forventninger, men sluttede forresten, at han nok var genert, nu det var første gang, han skulle prædike. De håbede at det nok blev bedre en anden gang.

   Men det blev ikke bedre, det var bestandig det samme. Herover var menigheden, som jo ikke er så underligt, meget misfornøjede, og klagede til provsten. Ved et præstemøde, hvor det var befalet vores præst at komme, skulle det forsøget hvorvidt rygtet løj eller ej. Men før manden tog derhen fyldte han en sæk med tørv og ovenpå lagde han en hebraisk bibel. Og da han kom til mødet var præstene alle mødt op, og manden tog nu sin hebræiske bibel frem og lagde den bagvendt for provsten, der vendte den om, i det han sagde, at den vendte ikke rigtig.

   »Det er en dårlig præst«, sagde manden, ”der ikke ligeså godt kan læse bibelen fra den ene, som fra den anden side. Herover blev præsterne meget forundrede; thi de kunde aldeles ikke læse en tøddel. Og da manden gjorde tegn til at vilde hente endnu en bog frem af posen, bad de ham om at lade være, da han havde vist sig dygtig nok til at være præst.

   Nu sad han altså som præst i sognet en tid, men da han syntes at indtægterne vare for små, flyttede han tillige med sin kone ind til København. Da en af kongens store guldkæder blev borte, og da der tillige var udlovet en stor belønning til den, der kunde skaffe samme tilveje igen, meldte han sig hos kongen som spåmand.

   Han kom da til at spise til middag hos kongen. Han forundrede sig storlig over den pragt og flothed, som fandtes her. Blandt andre den, at der var tre kokke eller bordsvende, der serverede ved bordet.

   Han gik nu hjem og bad sin kone om at følge med ham op på slottet, for at se den pragt og herlighed, og da han fortalte hende, at der så galt var tre, der serverede, vilde hun ikke tro det, inden hun så det.

   »Ja«, sagde manden, »følg du med. Så skal du få syn for sagn”.

   Da de kom op på slottet, og den ene af kokkene kom ind, sagde manden: »Der kom den første«, og således sagde han også til de andre to: »Det er den anden” og: »Det er den tredie«.

   Nu var det netop disse tre, der havde stjålet kongens guldkæde, og staklerne viste, at manden havde lovet kongen at tilveje bringe kæden. De troede da, at han vidste, at de havde stjålet den. Og derfor giver den sidste af kokkene manden et ryk i jakken, til tegn på, at han ville tale med ham. Han fulgte da ud med ham, og alle tre bekendte nu for ham, at de havde stjålet kæden og tilbød ham en stor Belønning for at tie det.

   Hvilket han også lovede, og han gav dem da det råd at bage en kage, og i kagen skulle de indlægge Guldkæden, og dernæst skulle de bringe hunden at æde den. Og det lykkedes meget godt, hunden spiste både kagen og kæden, og nu sagde manden en dag til kongen, at i hunden lå hans guldkæde. Ville han have den igen, da måtte han dræbe hunden. Det gik kongen ind på og kæden fandtes, og manden fik dobbelt belønning, først af kokkene for at tie, dernæst af kongen, fordi han havde skaffet ham kæden igen.

   Se - det var en præst!

Eventyr fra sagn og folkeminder, indsamlet af Jeppe Aakjær.