Bruddal Høje

Ståtrold

Hej, Jeg hedder Grolle
Kom med herop på højen
Der meget du kan se - det fedt

Hvis I er nogle stykker og I gerne vil lege, kan vi lege Ståtrold:

På forhånd skal vi aftale, hvem der er Trold.
Og vi skal aftale, hvilket område vi må løbe på.
Alle os der leger med, løber ind mellem hinanden på området.
Trolden løber rundt mellem dem. Når trolden rører ved en siger han: Stå! – og således skal han gøre ved så mange, han kan komme til at røre ved. Så skal de stå, til en af de fri kommer og rører ved dem og siger: Fri!
De kan fries to gange, men tredje gang trolden kommer og rører ved dem, skal de ud af legen. Når trolden på den måde har taget alle, skal den først tagne være trold til næste gang.
Der kan godt være flere, der kan være ståtrolde.
Når alle står er legen endt og kan begynde forfra.

Ståtrold er en gammel leg, der har været kendt i flere hundrede år.

Gravhøje

Jorden er fuld af jord
Herligt og dejligt jord

Se de fine høje, der ligger på den høje bakke.
Det er gravhøje!

På de store bakkedrag her ved fjorden er himlen nærmest og der er en milevid udsigt over det omgivende landskab. På dette smukke sted rejste bronzealderfolket sine gravhøje. Gravhøje er ikke bare jord, der bliver skrabet sammen og lagt i en bunke, - næ, det er en kirkegård – en særlig æresbevisning, man gav sine døde. Så kunne man hver gang man så gravhøjen huske på de mennesker, der lå begravet i højene.

Der var flere måder at bygge gravhøje på. Nogle steder er der inderst inde en stedhule. Det kalder man en jættestue. – Her kunne flere mennesker blive begravet i en periode over mange år. Disse gravhøje er enkeltmands grave, - eller enkeltkvinde grave. Man lagde den døde i en kiste – det var tit en egetræskiste - og gav rige gaver med, så den døde kunne have det godt i efterlivet. Tøj, smykker, våben, redskaber. Og ind imellem kæledyr. – Man holdt sikkert også en fest. – Bagefter læssede man jord på og man lagde ofte en række store sten rundt om højen. Lidt efter lidt begyndte der at gro græs på højene.
Tusinder af sådanne gravhøje blev rejst i løbet af nogle få hundrede år. Det begyndte for omkring 3500 år siden. I bronzealderen. De næste omkring 500 år byggede man mange gravhøje. De rige, stærke, herskende slægter byggede høje og konkurrencen mellem disse skabte i løbet af den ældre bronzealder mange tusinde gravhøje. Man af dem er blevet pløjet over, især de seneste 200 år og især i det østlige Danmark. Men der er stadig mange tilbage.
Vi kender i dag henved 20.000 storhøje fra Danmark, dvs. gravhøje over 2 m høje. Langt de fleste findes i det vestlige Danmark.
Gravhøjene er fredede. Man må ikke grave i dem. Vi trolde ved at Bjergfolkene bor i dem, og de vil ikke forstyrres.

TROLDEN OG BRUDEN

Mens Kirken i Højslev blev bygget, boede der en Trold i de såkaldte Brudedale nord for Højslev, der brød det ned om Natten som Folket i deres Ansigt Sved havde opført om Dagen.
Der blev da sat Vagt ved Kirken, og den Nat kom Trolden igen for at fortsætte sit Ødelæggelses-værk, og da man spurgte om Grunden til hans Fremfærd, svarede han, at Kirken var bygget på hans Ejendom og der vilde han ikke tåle den. Dog blev de ved at snakke frem og tilbage med Trolden, indtil han gav dem Lov til at bygge den på to Betingelser. Den første var at de skulde lade hans Hue indhugge i en Sten og Stenen indmures på Kirketårnets nordre Side.
Det skete, og den Dag i Dag kan man se denne Hue i Stenen. Den anden Betingelse var, at den første Mø, der kom til at stå Brud i Kirken, skulde tilhøre ham, og skønt det ikke var så lille en Fordring gik de dog ind på den. Det varede et Års Tid inden en Mø blev viet i Kirken, og hun var fra det nordre af Sognet. Og da de havde været i Kirken og vilde køre til Hjemmet kom hen til Kusken, og bad ham at holde, da Bruden tilhørte ham og ingen anden. »Og vil du ikke med det gode afsætte hende, så skal vi »snappes« om hende«, lagde han til, henvendt til Brudgommen.
Kusken gav nu Hestene af Pisken og jog af sted i fuld Firspring, men alligevel indhentede Trolden dem og rev et Hjul ud af Vognen, så at de væltede. Nu tog han Bruden og bogstavelig slæbte hende over Marken hen i de store Dale, der deraf endnu bære Navnet Brudedalene, hvor Trolden havde sin Bo. Dog kunde Bruden ikke aldeles komme i hans Vold forinden han fik Brudesmykket af hendes Hoved og dette kunde han ikke selv udføre, men fik en Fårehyrde til det under Løfte om Belønning derfor.

En Dag i Skumringen mange År efter, gik en gammel Kone, der var Jordemoder i Højslev, uden for sit Hus og plantede Kål; men bestandig krøb der en stor Skrubtudse foran ved hende, så hun ingen Steder kunde sætte Spaden for Dyret. Konen gå da og små-skænder på Tudsen og sige: »Å, kryb dog din Vej, din Tykmave; det kunde såmænd være Almisse at hjælpe dig, når du skal lægge din Mave, Stakkel«, og som Konen sagde dette forsvandt Dyret.
Men om Natten da Jordemoderen lå i sin bedste Søvn kaldte Trolden fra Brudedalene hende op, og sagde at hun måtte endelig følge med ham, da hans Kone var i Barnsnød. Tillige fortalte han hende, at hun halv vejs havde lovet hende det i Går; thi Tudsen var Bjærgmanden Kone, der havde påtaget sig en sådan Skikkelse. Jordemoderen fulgte da med ham, og han førte hende nu ind i en Hule hvor det var så mørkt at hun ingen Ting kunde se. Men Trolden tog frem en Æske med Salve og smurte dermed hendes Øjne, og nu blev det så lyst som Dagen, han førte hende derpå ind til sin syge Kone, som hun også forløste, og som var den Brud, han havde bortslæbt fra Vejen, og hvis de ikke er døde, leve de endnu.

 Fra Jeppe Aakjær: Danske Sagn

Andre folk fra egnen har fortalt:

Græsset visnede. 
Hvor Trolden slæbte hende visnede Græsset, men siden blev der en grøn Sti. Et Steds der i Nærheden hentede hun Vandet de forbrugte i Hulen, og hun havde en Lænke om Benet. Ligesom Trolden fik den første Mø, således skal han også have den sidste der vies i Kirken.
 

Tudsen

–Dyr i naturen –
De - store og de små,
her omkring
Gemmer sig
Man må passe på!

Der vralter den, tudsen. Det er tudsemor, hun har oven i købet sin mand på ryggen.
Hun skal ned til mosen for at lægge sine æg i mosehullet. Og hun vil være sikker på at farmand er med, så hun ta’r ham på ryggen. Han er også meget mindre end hende, så hun kan godt bære han. – Han er heller ikke bange for hendes vorter. Hun er egentlig ikke pæn. Hun har en brun og vortet hud. Og hun er giftig. Der er nogle giftkirtler på ryggen af på han- og hun- skruptudsen. Men kragerne spiser tudserne fra mavesiden. Så de, tudserne, skal alligevel passe på.
Hvis du tager en tudse op i hånden skal du huske at vaske hænder. Og du skal heller ikke kysse dem. For de bliver ikke til prinser – det er kun grønne frøer, der bliver det. – Men der er mange andre historier om tudser –
En kone gik i køkkenet og bryggede, da der kom en stor skruptudse og ville op over dørtærsklen, men den kunne ikke komme op over den. Konen tog en tørv og lagde ved dørtrinet, så sagde hun: Du er vel tørstig, din stakke? Og lod tudsen drikke øl af en øse. I spøg sagde hun: du er så tyk at du kunne snart gøre barsel – så vil jeg være din jordemor.
Natten efter kom en mand og bankede på. Manden i huset lukkede op og spurgte hvad den fremmede ville. ”jeg beder din kone komme med derhen, hvor hun lovede hun ville være jordemoder”. Konen fulgte med, de steg op i en vogn, hun syntes nu de kørte nogle gange rundt om huset, men pludselig holdtr de udenfor en smuk gård. Manden ledsagede hende ind i en meget flit stue, hvor der lå en fødende kvinde. Da fødslen var overstået, kom manden med en skovlfuld hestepærer i forklædet – dem skulle hu ha’ for sin ulejlighed. Lidt efter at hun var kommet hjem kastede hun hestepærene på gulvet i ærgrelse, men da hun så nærmere på dem var det guldkroner.
Skrubtudse
Latin: Bufo bufo

 Røllike

Gravhøje! - Gnav gider ikke høre om gravhøje.

Han vil hellere være sur.

Måske kan du få ham glad igen ved at skrive til ham. Du kan skrive til ham på Trolderuterne, på facebook eller du kan sende ham en mail på mail@trolderuterne.dk

Han trænger vist til en onkel Fusel opskrift:

Anneiken draniken dumpe ni

Annegen drannegen dumpe ni,
Pelsen palsen suppede si,
her strider en Mand
ud fra vort Land,
mærke pande puf,
af gaf, tåf, tuf,
kollevippen,
kollevappen,
do slappen.

Evald Tang Kristensen: Rim og remser, helt efter folkemunde
Side 175. Nr. 1598.

 RØLLIKE / Achillea millefolium
Røllike er en flerårig 60 cm. høj urt. Den anvendes i naturmedicinen for appetitløshed, ved fordøjelsesforstørelser, lever- og galdebesvær. Kaldes i gamle græske lægebøger for "Soldaterurt", fordi soldaterne brugte den til sårbehandling. Dens første del af navnet hentyder til kongesønnen Achilles, der kæmpede tappert ved Troja og til sidst blev dræbt af et pileskud i hælen, deraf udtrykket "Achilleshæl". Røllike der vokser på marker og enge overalt bærer oftest hvide blomster, men lyserøde kan også forekomme.

OPSKRIFT: Blomsterkronerne plukkes i juli-august, kom blomsterknopperne i et glas med tætsluttende låg og dæk dem godt med "Svendborg Snaps" i 14 dage, derefter filtreres gennem et kaffefilter og essensen fortyndes efter smag, ca. 1 - 6. Røllikesnaps vinder meget ved at lagre en del måneder.

Kusine Sonatine: - Jeg bærer med smil min byrde

Jeg bærer med smil min byrde
Tekst: Jeppe Aakjær, 1906
Melodi: Carl Nielsen, 1915

Jeg bærer med smil min byrde,
jeg drager med sang mit læs,
jeg er som den vilde hyrde,
der genner sit kvæg på græs.

Se, duggen driver fra norden
hen over det bøjede korn,
mens solen stiger af jorden
imellem oksernes horn!

Jeg ser over tindrende marker
og langt mod den blånende fjord,
jeg stirrer på sejlende arker,
men finder ej tolkende ord.

Jeg slænger skalmejen for munden,
jeg trækker så lang dens lyd,
at kilderne klukker i lunden,
og bukkene bræger af fryd!

Hvor kan I dog gruble og græde,
så længe Guds himmel er blå!
Mit hjerte skælver af glæde,
blot duggen dynker et strå.
 

Kirkehadertrolden i højen.

Troldene kom først til Fjends, derom hersker ingen tvivl. De så de høje bakker og dybe dale og vidste straks, at her ville de bo. En lille familie af trolde bosatte sig i Kuhdal, en anden familie med mange små spilopper af troldeunger flyttede ind i Troldedalen, hvor de sidenhen satte deres præg.

Til Bruddal kom en enlig trold, som det passede godt at komme væk fra larmen af de mange troldeunger i Troldedalen. Han troede, at her var der fred og ro. Han gravede sig dybt ned og lavede en god hule i den høje bakke, hvor han kunne se langt omkring. At der kom mennesker og byggede gravhøje på hans jord betød intet. For der hersker nu en dejlig ro på en gravhøj. Og at der dryssede en smule jord ned i hans øl, mens de gravede kisten ned i højen, gjorde heller intet, for de spillede pænt på fløjte imens.

Men nogle hundrede år senere fyldtes luften med en dundrende larm. Der gjorde trolden helt tummelumsk. Fra det fjerne kunne han høre en evig larm af kirkeklokker, der forstyrrede hans middagssøvn. - Og nu var mennesker ved at bygge en kirke nær ved hans .

Så blev han RASENDE. Hver nat susede han hen og pillede det ned, de havde bygget - for lyden af kirkeklokker skulle ikke komme herfra. Menneskene ville gerne slippe for hans raseri, men de vidste ikke hvordan.

En tidlig morgen endnu inden solen stod op, gik en ung pige fra landsbyen over til en nabo med en spand mælk.

Trolden så hende, netop som han var på vej hjem efter at have væltet endnu en kirkemur. - Og han stod som ramt af lynet! - Aldrig havde kan set noget så dejligt. - Han ville brøle, men kunne ikke mæle et ord. - Pigen så han stod der. Hun talte venligt til ham og gav ham lidt at drikke af mælken. Og nynnede en venlig lille sang. Og tænkte, at mage til muskler og styrke havde hun aldrig set. Den brudgom, man havde tænkt, hun skulle have, var en lille splejs.

Sådan fik trolden i Bruddal ideen om, at kunne han få bruden, skulle folkene til gengæld gerne få lov at  larme med kirkeklokken så længe de ville.

Og sådan blev det.