Jættestuen

Gå til troldeneSe billederne

Jættestuen ved Krejbjerg.

Når du står ved parkeringspladsen ved den lille skov ved Ginnerup tæt ved Krejbjerg, er det ikke nemt at se, at der kun 1000 m herfra ligger et spændende fortidsminde, som er mere end 5000 år gammelt. Men gå kun roligt ad stien ind i skoven, drej lidt ind til venstre og du kommer til en gravhøj, som rummer en jættestuen. Jættestuen er åben, man fandt engang indgangen og du kan kravle ind og se den imponerende jættestue med de store sten indefra.

Jættestuen ligger i en langdysse, en gravplads som blev bygge for mere end 5000 år siden, netop da menneskene i Danmark begyndte at blive agerbrugere og dyrke jorden. De fandt en mængde store sten, som de slæbte sammen, satte en række sten på højkant som vægge og, mest imponerende, lagde de største sten øverst som loft. Bagefter afgrænsede man stedet med kantsten og fyldte jord på, så det blev en høj. Og højen lå, hvor der dengang var den flotteste udsigt over Limfjordens vande og kyster. Siden da har landskabet skiftet udseende mange gange, der har været skove, marker, hedeområder og for omkring 100 år siden blev der atter plantet skov.

Jættestuen er bygget samtidig med at man i Egypten så småt begyndte at bygge de store pyramider. - Vi ved ikke om man havde kontakt med folk derfra - eller man kendte til folk i Storbrittanien, hvor man byggede andre imponerende stensætninger. 

Nu må vi nøjes med at sidde lidt inde i jættestuen rum og fornemme de 5000 år, det har eksisteret.

Få rutevejledning
Grolle - Legebarn
Hvad skal vi lege

Hej - jeg hedder Grolle

Kom med her ud og lege

der meget du kan se - Det fedt!

Først skal du finde jættestuen. Det er ikke så svært, men du skal gå et lille stykke ind i skoven, når du kommer til skiltet.

Så finder du gravhøjen, hvor jættestuen gemmer sig.

Tør du kravle ind igennem indgangen. Det er godt at have en lommelygte med, eller bruge lyset i din mobiltelefon.

Prøv at tælle, hvor mange sten, der er i hulen, både den på væggene og dem i loftet. 

Og så kan du prøve om du kan finde nogle dyr herinde i hulen. I gamle dage kunne man også finde skeletter, for den har været brugt til at begrave folk i, men alle knoglerne er blevet fjernet at museet.

Jættestuen er et godt sted at sidde og digte historier.

 

 

Far Tombert
Sten, jord og muskler.

Jættestuen

Jorden er fuld af sten
Store og flotte sten
Sten man kan bruge til alt.

Store sten og MEGET store sten var der nok af, da man byggede denne jættestue.
Du kan stadig se stenene, hvis du kravler ind gennem åbningen, der er i den ene side af gravhøjen her.
Det var lige i begyndelsen af bondestenalderen for 5000 år siden, at man byggede denne gravplads af store sten. Inde i højen er jættestuen en ganske stort rum med store sten langs væggene og MEGET store sten på loftet. Imellem de store sten er der mindre sten og birkebark, som sørger for at de store sten bliver på deres plads. Man begravede folk her i højen. I nogle hundrede byggede man jættestuer mange steder i hele norden. Men så holdt man op og lave mindre gravhøje i stedet for.
Det er nemlig et stort arbejde at bygge sådan en langdysse, som man også kalder dem. Først skal der slæbes de store sten til stedet og de skal løftes op og blive til vægge og loft. Bagefter skal der laves en række kantsten rundt, hvor man vil have højen og så skal der fyldes jord på.
Du kan roligt kravle ind og kigge i rummet. – Der er mørkt – du skal nok have en lommelygte med for at kunne se noget. – Eller måske har du lys i din mobiltelefon.
Ha ha – det er nemt. Da jeg var yngre var vi nødt til at tænde ild med en snurrepind og halm. Det tog tid. Men det gav også varmen. – Se engang, hvor dygtige de var til at lægge de store sten ovenpå sidevæggene.
Du kan få mere at vide om jættestuer her:
 

Og om mindre gravhøje her:

Mor Tildebritt
Historien og folkesagn

Den gamle skovkones fortælling 4
Jættestuen
Det var som at høre englene synge - da I sang julen ind før!
Når jeg hører så skønne sange, holder jeg af menneskene. Mennesker og vi underjordiske er ellers ikke altid lige gode venner. Mennesker ødelægger vore ting, de tramper rundt i naturen, værre nu end før - de løber i store flokke - eller cykler i store flokke uden øje for andet, end hvor hurtigt det kan gå.
Eller deres gigantiske maskiner rumsterer eller larmer, så de underjordiske må døje med svære hovedpiner.
Derfor er mange af os flyttet til skoven eller til andre fjerne steder, hvor vi kan være i fred.
På et af de steder skete der alligevel engang noget, som viser at de underjordiske og mennesker kan blive venner.
Der lå en høj et par kilometer fra kysten - nu ligger den midt i en skov, men dengang for vel 300 år siden, lå den på bare marker, så vinden kunne pibe lige hen over den og ruske i det lave egekrat, der voksede spredt på højen, - ganske som en gammel mands spredte, uredte hårtotter.
2 drenge gik ad markvejen med en pakke mellem sig, de havde slået et stykke snor om hver sin ende, som de kunne bære i. Det var et langt stykke solidt olmerdug, deres mor havde vævet. Det skulle til konen på en stor gård ved kysten, hun skulle lave dyner og puder af det. Med tilbage skulle de have pølser til julen og 2 sække ukartet et uld til modernes arbejde.

Det var en smal sag for drengene at gå de 8 km frem og tilbage, for de var vant til lange gå- og løbeture. Om foråret og sommeren passede de mange af dyrene i de store studeflokke. De skulle se til at studene ikke gik i de bundløse vandhuller på engene, men nu, på denne årstid, var studene ført til Hamburg af deres far og deres ældste bror, og her få dage inden jul kunne de vente studekræmmeren og hans ældste tilbage.
Vejret afventede, det var stille og drengene nød turen, så slap de for andre pligter - skønt gamle folk havde sagt at man kunne vente det værste.
Kort før de nåede gården begyndte det at sne, store tunge fnug, som drengene prøvede at fange på tungen. - Det blev en helt sær troldedans at se på, når de med pakken mellem sig hoppede efter fnug i de tunge halmforede træsko.
I gårdens køkken blev de beværtet med varm grød med fedtegrever og god lunken øl. Og de sad på bænken som voksne karle, og Andreas, den ældste på 10 år, førte an i samtalen om væsentlige ting i landsbyen, - ting han vidste besked med, da han jo var nærmest til at blive voksen.
Og lillebror Thomas sad genert, andægtigt og lyttede beundrende på storebroren og tænkte, at om et par år, når han blev 10 år, ville han også kunne tale så dygtigt med fremmede.
Drengene nød opmærksomheden og den varme grød, men da de kom ud og havde fået sækkene med uld og pakken med pølser, var vejret blevet slemt. De store fnug var blevet til små arrige isknive, der hvirvledes rundt i luften og der var allerede driver på grusvejen.
Drengene ville ikke gå tilbage som små børn og ændre det voksne indtryk, så de travede op ad grusvejen. Vinden peb og var stik i ansigtet, da de kæmpede sig vej op ad bakken, og de slog halstørklæderne op foran munden. –
De gik og gik, med nedslagne blikke, kun med øje for hjulfuren og de to sække mellem sig, men inden længe var driverne så høje, at de ikke mærkede græstotter eller tuer, og de gik ind i en tidløs tåge af hvid hvirvlende sne.
Midt i snestormens susen var det som kunne de høre en dæmpet kvinde sang - den blev tydeligere og klarere og den drog dem i en bestemt retning:

Jeg er skøn, som en drøm
(Der svares) - hun er skøn som en drøm.
Jeg er dejlig og øm og jeg lokker dig stille til ro.
Jeg kan lulle dig ind
(Der svares) - hun kan lulle dig ind
I sit lokkende spind,
Begge to, tag i højen nu bo
For vi synger elverpigens sang,
Denne sang, denne sang, denne sang, denne sang,
Vi lokker og leger og børnene drejer,
Denne sang denne sang, denne sang, denne sang,
Med lyst ind i sne mørkets gang
Med elvernes skønne sang.
Drengene lyttede til stemmerne, alt var hvirvlende hvidt.
Det var elverpigerne, der sang,- de lokkede mennesker, der var kommet bort fra alfarvej. Før man vidste af det var menneskerne forsvundet, og man så dem aldrig igen.
Men det vidste drengene ikke - de lod sig føre af den kælne sang igennem den hvide sne, til de stødte på noget forblæst egekrat, der rev dem i armene. Og de syntes at kunne høre både ulve og andre vilddyr. Pludselig dannedes en vældig hvirvelvind, der rev krattets grene tilside. Og se, der var en åbning, en mørk indgang til en hule. Det underjordiske rum i den gamle gravhøj - derfra kom sangen.
Drevet af sangen krøb drengene ind i den aflange jættestue, de kunne intet se og vidste ikke hvor de var, men aldrig så snart var de kommet ind før sneen atter rejste sig og lukkede hullet til indgangen. Det blev helt mørkt, men drengene var ikke bange, de kunne stadig høre den lokkende sang.
Snestormen rasede i to en halv dag. Drengenes far og bror var nået hjem inden stormen rigtig tog fat. Selv om man var bekymrede tænkte forældrene at drengene nok var blevet på gården. Så snart det var muligt gik faderen til går for at hente dem hjem. - Men nej, - de var der ikke, det var gået ud i den slemme storm to dage før.
Konen på gården græd og var ulykkelig - hun havde ikke anet at det var så frygteligt et vejr, hun havde jaget drengene ud i, men kun haft juletravlheden i tankerne.
Hun løb ind i stuen og hentede mig, - jeg var der i de dage for at fylde fjer og dun i de ny dyner. Alle mand fra gården gik ud og lede - jeg gik med i mine langskaftede træskostøvler. Mens jeg gik og måtte pløje gennem sneen huskede jeg pludselig sangen, jeg havde hørt i min barndom.
Jeg er skøn som en drøm
Hun er skøn som en drøm
Hun er dejlig og øm og hun lokker dig stille til ro ....
Jeg måtte have hjælp fra de underjordiske - kun de kunne se hvad der lå gemt under sneen - og skovens nisser og trolde må have vist mig på vej, for pludselig stod jeg ved den gamle gravhøj. Egekrattet var bøjet af tung sne og indgangen var intetsteds at se. Jeg var fortvivlet, for selv jeg kunne ikke ane, hvor drengene var.
Med et var det som om jeg hørte barnestemmer. De sang den kendte julesang:
Min trolde og nisser hjalp med at grave efter lyden - og der var indgangen til jættestuen - og se:
Der kom der to hoveder til syne i åbningen, højt syngende på den gamle julesang!
Lige stor var forbavselse til begge sider.
Drengene kravlede ud og kiggede sig omkring:
" HVOR ER DE HENNE" Spurte de.
Se jeg vidste nu nok, at drengene ikke kunne se jer, nisser og trolde, men hvem var det mon de spurgte efter.
"Dem, der sang så smukt. - Vi skiftedes til at synge og nu er det deres tur!"
Næ, drenge, det var ikke mig, der sang. Det var ganske sikkert elverpigerne, som var blevet forstyrret i deres søvn af den rasende snestorm. Når de forstyrres lokker de vejfarende ind i gravhøjene, der atter lukker sig over dem, så de må ende som skeletter. Fordi I sang så smukt, kunne vi høre Jer herude fra og I kunne finde ud igen.
Tænkt engang. Derinde i mørket i jættestuen havde drengene lagt sig på de tykke sække af rå uld og de lyttede til den smukke sang. Når sangen sluttede, ville de glæde de syngende med deres egne sange, og de havde sunget alle de julesange de kunne huske. Og bagefter sang elverpigerne og lullede drengene i søvn. Hvor længe de havde været i hulen anede de ikke, kun at de af og til var vågnet og havde sunget alt det, de kunne huske.
De kom hjem til forældrene og der var stor glæde i væverskens hus den jul. Kun fik de ingen pølser, for dem havde elverpigerne vist spist!

 

 


 

Oks - den bedrevidende
Dyrelivet

Edderkopper.


  –Dyr i naturen –
De - store og de små,
her omkring
Gemmer sig
Man må passe på!

Pas på, der er en edderkop! Stå helt stille!
Nej, - den kravler ikke på dig – og den er ikke farlig. Det kilder lidt. – En edderkop bringer lykke. Selv om nogen ikke kan li dem. Den spinder flotte edderkoppespind, hvor den kan fange insekter, som den spiser. Hvis den ikke kan spise alt det, den fanger, pakker den insektet ind og gemmer det som madpakke.
Der er edderkopper, edderkopper, altså – mange, mange steder over hele jorden . Der findes edderkopper i næsten alle miljøer fra fugtig tropisk regnskov til tørre ørkener. Der er edderkopper, der lever under vand og der træffes edderkopper i bjerge i flere kilometers højde. Selv i isdækkede områder kan der træffes edderkopper under sneen.
Hvis en edderkop spinder sig vej lige ned foran dit ansigt, så bringer det lykke. Også hvis den sætter sig i dit hår – men du må ikke fjerne den.
Hvis du vil vide mere om edderkopper, så tryk her:
http://naturguide.dk/danmarks-dyreliv/edderkopper/
Edderkoppens krop er sammensat af to dele; forkrop og bagkrop. Forkroppen har et hårdt skjold – et såkaldt ydre skelet. Bagkroppen er blød og er i stand til at udvide sig når edderkoppen spiser eller udvikler æg. Når edderkoppen vokser er den af og til nød til at bryde ud af sit gamle ydre skelet, der efterlades som en tom skal.
Edderkopper har 8 ben og 8 øjne. Insekter har seks ben. Edderkoppens øjne adskiller sig også fra insekternes. Insekter har sammensatte facetøjne, edderkopper har enkeltøjne ( ligesom mennesker), men til gengæld hele 6-8 stk.
Edderkopperne har en lang forhistorie. De har eksisteret i mindst 380 millioner år. Mennesker har kun eksisteret i mindre end 5 millioner år.
I modsætning til hvad man måske skulle tro, så befinder edderkoppens hjerte sig ikke i forkroppen, men i bagkroppen. Bagkroppen indeholder også edderkoppens tarmsystem og silkekirtler, der producerer edderkoppens spind.

Fnuggi, troldepigen
Flora og husflid

Farve-vajd

Jeg hedder Fnuggi, fordi jeg en pige

og dyrene kan jeg li at kigge på.

Se dit tøj.

Der er farve på. Mennesker kan nemlig rigtig godt lide at der er forskellige farver på deres tøj. – Tøjet kan være lavet af alt muligt. – Man kan lave tøj af fåreuld. Eller kaninuld. Og af skind fra dyr. Man kan også lave tøj af planter, hørplanter og bomuldsplanter.
De blå cowboybukser er f.eks lavet af bomuld. Bomuld er næsten hvid. For at få den farvet blå bruger man nu kemiske farvestoffer. Men det kunne man ikke før bare 200 år siden. Og dengang og før kunne man også godt lige blå. Derfor brugte man planten farvevajd. Den vokser vildt nogle steder. Du kan se billeder af den her:


Man bruger bladene, som man piller af planten, lader dem visne, maler dem til fin blad-mel og ælter det med vand til en lille kugle. Kuglen koger man sammen med det stof, der skal farves. Der var flere planter man kunne bruge til at farve tøj, blandt andet krap-planten.
Vil du vide mere om at farve tøj, så tryk her:



 

 


 

Gnav keder sig.
Hvad gør andre børn?

Jættestuer!

Grav gider ikke høre om jættestuer, han vil hellere høre onkel Fusels opskrift.

Stumpen, lille søster
sanser, rim og remser

Sikken en hus

Det går ned
Det går op
Så jeg siger Hop!

Sikken et hus
Mus i mit krus,
rotter i potter
Og katte med kutter
Og fem hottentotter
Der sidder og prutter.
Hi Hi Hi
 

Onkel Fusel
Drikkevarer

REJNFAN

Tanacatum vulgare
Rejnfan er en 50 - 100 cm. høj flerårig urt, der også bliver kaldt Guldknap og Regnfang, men selve navnet kommer af tysk, idet den første del af navnet (Rain) betyder markskel og anden del (farn) betyder bregne.
Urten er duftende og med glastængel. Den spreder sig med grenende jordstængler, som kan danne hel måtter, der kvæler alt andet planteliv.
Bladene er mørkegrønne og fjersnitdelte. Blomsterne sidder i 6-8 cm. brede kurve med gule blomster. Der kan være op til 70 kurve i en tæt top.
Den vokser ved især ved vejkanter og beboelser. Blomster juli til september. Almindelig. Den kaldes også regnfang og guldknap.

Ægypterne brugte den ved balsamering, fordi den forhindrede forrådnelse. Den regnes for at være nerve- og mavestyrkende, løsnende, menstruations- urin- og sveddrivende samt dræbende mod orm.
Den i vin kogte plante lægges i en pose på maven mod tarmluft. Afkog drikkes mod podagra.
Rejnfan indgår i ølafkog mod gigt og værk. Rejnfansnaps drikkes mod mavekneb – har børn ondt i maven, drysser man rejnfanfrø på deres grød.
Et forhekset menneske vaskes med et afkog af rejnfan, dyvelsdræk, krusemynte og mesterrod.
Det kan nævnes at stæren bruger rejnfan, i sin bekæmpelse af lopper i redekassen.
Strø rejnfan i din seng,
Du finder den på marken,
Og straks du sover trykt
Som Noah udi Arken.

De tørrede blomster kan bruges til at farve tøj af.
En træt og sløv person får ”kurage” af rejnfansnaps.

OPSKRIFT: Til kryddersnaps bruges de nyudsprungne blomster, de kan eventuelt, tørres et par dage i skygge, de dækkes med "Svendborg Snaps" i 3 - 4 dage og filtreres gennem et kaffefilter. Den skal fortyndes godt, idet smagen er stærk og den er god til sild. Den bedres meget ved lagring, idet den modner, så vær tålmodig.

 

Kusine Sonatine

I skovens dybe stille ro.

Før - var der mange andre,
der mærkede vinden digte!
Det kan den osse nu,
når man ser det
– så er det i sigte.

Trolde holder af sjov og ballade i troldehulen.
Men trolde holder også af natten, når man ikke hører andet end nattergalen, vinden sus i trætoppene og musenes raslen i bladene. Og de holder af at sidde stille og se på månen. Når de er venner.
(synges)
1.
I skovens dybe stille ro,
hvor sangerhære bo,
hvor sjælen lytted mangen gang
til fuglens glade sang;
der er idyllisk stille fred
i skovens ensomhed,
og hjertes længsler tier her
hvor fred og hvile er.

2.
Hør! Landsbyklokken lyder ned,
bebuder aftenfred,
småfuglen før den går til blund
end kvidrer lidt en stund;
i mosen kvækker højt en frø,
stærkt damper mark og sø;
nu klokken tier, - aftnens fred
sig stille sænker ned.
 

Troldenes fortællinger

Jættesjov i stuen.

Troldefamiliens tip-tipoldeforældre var jætter. De boede i det yderste Udgård og deres øverste høvding hed Udgårdsloke. Han var en værre slagsbror og elskede, når han kunne få de andre jætter til at kæmpe med hinanden.

Det gik hårdt for sig. Af og til brugte de deres skarpe sværd og en dag kom en af de slemme jætter til at hugge en finger af sin modstanders højre hånd.

-AV- brølede den fingerløse!

Og så huggede han en finger af den første den bedste han så. Der straks huggede en fuinger af en anden.

Udgårdsloke morede sig herligt. - Han lod jætterne hugge i hinanden indtil de alle kun havde fire fingre på hver hånd. - Efter denne lille kamp opdagede jætterne at de klarede sig fint med kun fire fingre på hver hånd. Og således kan man genkende en jætte.

Troldenes julekalender

J

 

Dommerby Hede

Dommerby hede Denne tur kan du tage som en rundtur med start på Jegstrupvej lige før Skive Vandværk. Om Danmarks Oldt...

Læs mere

Ålbæk camping

Ålbæk  Strand og Kås Hoved. Startpunkt ved Limfjordscamping, Ålbæk Strandvej 7, 7860 Spøttrup. Du kan finde QR koden v...

Læs mere

Lundø Spids

Lundø Spids. Velkommen til den flotte natur på Lundø Spids. Lundø spids er en strandtange, der er opstået ved at vande...

Læs mere

Bette Jenses Hyw

Bette Jenses Hyw. På et af de smukkeste steder på Fur, omtrent midt på øen, ligger der en lille samling gravhøje. Sti...

Læs mere

Kongenshus Mindepark Museum

Kongenshus Mindepark, Kroen og Museet Her ved Kongenshus Kro finder du Mindeparkens Museum i samme bygning som kroen. H...

Læs mere

Bette Jenses Hyw, Valbyparlens legeplads

Denne side er en testrute. Kaldes nu Valbyparkens naturlegeplads...

Læs mere
Trolderuterne er støttet af Det Europæiske fælleskab og ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter via LAG Skives Aktionsgruppe. Desuden af Friluftsrådet, Skive kommunes Kulturudvalg, Skive Kommunes landsbyudvalg, Kongenshus Mindepark, Mønsted Kalkgruber, Daugbjerg Kalkgruber og Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter.
Jættestuen

Tilmeld Nyhedsbrevet

Tilmeld dig vores nyhedsbrev
og få nyheder omkring de
mange oplevelser leveret
direkte til din email.

Kontaktoplysninger

Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter
Kirsten Borger
Østerbro 7
7800 Skive

Tlf: 51 18 24 87

kontakt
kontakt
Dynamic-it leverandør af webshop