Bondestenalder

Bondestenalderen indledtes med udviklingen af det første landbrug i den frugtbare halvmåne (som lå i det nuværende Libanon, Syrien, det sydøstlige Tyrkiet, det nordlige Irak og det nordvestlige Iran) for 10.000 år siden. Siden bredte landbruget sig (eller blev opfundet lokalt) til de store flodkulturer; Egypten ved Nilen, Mesopotamien mellem Eufrat og Tigris, Indus i Nordindien og Huang-Ho (den gule flod) i Nordkina. Landbruget nåede til Danmark ca. 4000. år f.Kr.
Da bronzen nåede til Danmark ca 1700 f.Kr., ophørte stenalderen. Mange kulturtræk fortsatte imidlertid langt op i bronzealderen, såsom jordfæstelse i gravhøje. Stenredskaberne fortsatte, fordi de var billige, frem til den ældste jernalder.
Bondestenalderen er perioden, hvor gravmonumenter med kæmpesten blev almindelige i Vesteuropa. Man taler da om megalit-kulturen.
 

Kulturudviklingen i Danmarks tidlige bondestenalder 

Fra den tidlige del af bondestenalderen kendes to typer af bopladser, dels sæsonbaserede fiskeri- og jagtstationer og dels regulære bondebopladser. I den mellemste del af den tidlige bondestenalder kendes såvel jagtstationer som mere permanente bondebopladser. I den sene del af Tragtbægerkulturen ophørte de omfattende rituelle aktiviteter.

Kulturudviklingen i Danmarks tidlige bondestenalder 

Ca. 3900-3500 f.Kr.:
Fra den tidlige del af bondestenalderen kendes to typer af bopladser, dels sæsonbaserede fiskeri- og jagtstationer (der er en fortsættelse af jægerstenalderens kystbopladser), og dels regulære bondebopladser med en størrelse på 500-700 m2, der at dømme ud fra mængden af fundmateriale antageligt har været benyttet i kort tid (under 10 år). Bopladser med organiske levn kendes ikke, men samtidige mosefundne knogler viser, at husdyrholdet bestod af kvæg, svin, får og ged. Dyrkning af korn har fundet sted, men analyser af periodens høstredskaber tyder på, at korndyrkningen kun har været begrænset. Begravelser skete under flad mark ligesom i slutningen af jægerstenalderen, men desuden blev der opført store gravmonumenter i form af lange jordhøje eller lange palisadeindrammede anlæg. Fra arkæologisk side karakteriseres perioden som præget af en til omgivelserne stærkt tilpasset erhvervsstrategi, hvor man ofte skiftede bosættelse.

De ældste stenalderbønder ryddede skov ved hjælp af skæftede slebne flintøkser med henblik på at skaffe åbne arealer til korndyrkning og husdyrgræsning. Billedet stammer fra et moderne eksperiment med fældning af skov ved hjælp af flintøkser udført i samarbejde mellem DGU og Nationalmuseet i Draved Skov i Sønderjylland i 1950erne. Foto: Harald Krog (DGU).

Ca. 3500-3200 f.Kr.:


Bondestenalderens imponerende gravanlæg, dysserne og jættestuerne, udgør stadig et markant indslag i landskabet. Dyssen her er beliggende i Strands på sydsiden af Mols og udgør en af de i alt ca. 2400 bevarede dysser og jættestuer i Danmark. Det er anslået at der i perioden 3500-3200 f.Kr. blev opført minimum 25.000 af disse gravanlæg i Danmark. Foto: Niels H. Andersen.

I den mellemste del af den tidlige bondestenalder kendes såvel jagtstationer som mere permanente bondebopladser. Den sidstnævnte bopladstype, der ofte lå i et tæt mønster i landskabet, var stadigvæk forholdsvis små, 500-1000 m2, og har antageligt været benyttet relativt kortvarigt. Periodens mest karakteristiske træk er mange vidnesbyrd om "rituelle aktiviteter" i samfundet. For det danske område er det anslået at der i denne 300-årige periode er opført minimum 25.000 storstensgrave (dysser og jættestuer); heraf er der i dag kun bevaret og fredet ca. 2400. Store stengrave som de danske er på samme tid opført i store dele af den vestlige del af Europa og i områderne omkring Middelhavet. Foran jættestuerne er der hensat (ofret) og undertiden bevidst ødelagt store mængder af dekorerede lerkar. Eksempelvis var der foran indgangen til en jættestue i Sarupområdet placeret mindst 350 lerkar, der nu er bevaret som 26.000 potteskår! I moser er der udlagt (ofret) lerkar, flintøkser og rav samt dyr og undertiden mennesker. Endelig er der opført kulthuse og store rituelle samlingspladser, de såkaldte Sarupanlæg, der indgik i et overgangsritual hvor egnens afdøde, eller nogle af dem, fik en midlertidig begravelse, før de i forbindelse med en senere handling på Sarupanlæggene blev genopgravet og dernæst fik en blivende begravelse. Meget tyder på at de afdøde i forbindelse med genopgravningen blev parteret og dele af kroppene placeret i storstensgravene ude i landskabet, mens en anden del forblev på Sarupanlæggene. Fra arkæologisk side karakteriseres perioden som en erhvervsmæssig, territorial og social ekspansionsperiode med en ekstensiv erhvervsstrategi præget af mange og betydelige indgreb i det omkringliggende landskab.

Ca. 3200-2800 f.Kr.:
I den sene del af Tragtbægerkulturen ophørte de omfattende "rituelle aktiviteter". Storstensgrave blev ikke længere opført; de gamle grave blev genbrugt, men man fortsatte med at udføre ofringer foran disse. Sarupanlæg opførtes heller ikke mere, men de eksisterende benyttedes stadig i en vis udstrækning. Periodens bopladser dækkede meget store arealer på mellem 30.000 og 40.000 m2, og herfra foregik både landbrugs- og jagtaktiviteter. Analyser af periodens høstredskaber tyder på en stigning i kornavlen fra omkring 3100 f.Kr. med en yderligere intensivering mellem 2900 og 2800 f.Kr. Fra arkæologisk side karakteriseres perioden som en konsolideringsfase med etablering af større befolkningsenheder og mere permanente bopladser samt en mere intensiv erhvervsstrategi, eventuelt med permanente marker og overdrev.