Rakkerrute for små trolde - Bundsbæk Mølle

Natmænd og rakkere kunne finde på sjove lege

Her er det nogle rakkere, der løber efter hinanden helt uden tøj på.

Det synes troldebørn også er sjovt! Men måske er det sjovere at lege flagermuselegen:

Skyer

Husskaden

Græs

Der er nogen, der kan lide at se på månen. Men Gnav hader fuldmåner!

Men onkel Fusel har måske ern opskrift!

Solskin og regnvejr

GUL SNERRE 

"JOMFRU MARIA´s SENGEHALM" / Galium verum

Gul Snerre, eller "Jomfru Maria`s sengehalm" som den populært kaldes er en 10-40 cm høj urt. Den er almindelig på bakker, ved veje og gærder, i klitter mm., stænglerne bærer i juni-august små gule duftende blomster i tætte toppe.

Hvis man lægger en buket af gul snerre på kakkelovnen før man holder gilde, vil folk komme op og slås.

Men indtager man den sammen med vin er det et godt middel mod sidesting.

Sagnet siger, at Jomfru Maria på grund af den stænke duft, lå på gul snerre, da hun fødte sit barn. Lagt i sengens halm er den et godt middel mod lopper.

I plantemedicinen anvendes i form af te til stabilisering af mave- tarmfunktionen og nyre-, lever-, og miltfunktionen. Teen er vanddrivende. Bemærk, den er nært beslægtet med skovmærke, en del smagstoffer er de samme. Du vil sommetider kunne se "Gul Snerre" med hvide blomster, det betyder intet hverken for smag eller noget andet.

OPSKRIFT: Blomsterne plukkes tidligt på sommeren, lige før de springer ud. Blomsterne bruges friske, og dækkes med "Svendborg Snaps" i 3 dage, ikke mere, derefter filtreres der gennem et kaffefilter, og der fortyndes ca. 1 - 5.

Anden anvendelse:

Roden af gul snerre farver Hørlinned kraprødt, toppen gør bomuld gult og olivengrønt.

Blomsterne sat på øl i stedet for humle, gør øllet mere berusende.

Sonatines Vers til Virkeligheden

Solen - vinden

Regnen af dråber.

Som kilder så nænsomt

og blødt på mit skind.

De skarpe strå - af frytler,

som fræser og skærer

tykrøde mærker på

mine ben, og måske - også -

lidt - på mit sind.

Kragen – den røver,

Nu krager den sit frække skrål -

Hør, hvor den forstyrrer

en enlig solsorts smukke mål.

Før- var der mange andre,

der mærkede vinden digte!

Det kan den osse nu,

når man ser det –  så er det i sigte …

Hvorfor løb rakkerne rundt efter hinanden uden tøj på?

Jo de kastede kæp!

De mest pålidelige skriftlige Beretninger om at »kaste Kæp« findes bl.a hos Dorph. Skikken beskrives omtrent ens på begge Steder, men mest udførlig på det første Sted, hvor det hedder, at når Frieren har anmeldt for Anføreren, at han ønsker at tage en Hustru, kommer hele Stammen sammen, og den giftelystne træder frem i Midten »og kaster en hvid Stok (Stounes)« for Fødderne af den udvalgte Kvinde, som, hvis hun optog Stokken, betragtedes for hans Hustru. Hvis hun efter nogen Tids Forløb atter ønskede at skilles fra Manden, skulde dette også ske i en Forsamling, hvor hun så brød den samme Stok, hun før havde taget imod, og kastede den for hans Fødder.

Af Hensyn til de noget afvigende Efterretninger, der hidtil er bevaret om Kæp-kastning, skal her fremføres adskillige Prøver på Udførelsen af denne Skik, således som det er berettet af de ældste blandt Himmerlands nulevende Befolkning.

Til Ceremonien, der gerne skulde udføres ved en Korsvej, hørte Sang, Musik og Dans.

Ligesom gamle Folk har den Opfattelse, at Manden og Kvinden enten skulde bytte Stokke eller begge to kaste med disse, har man også berettet om, at de giftelystne, før Handlingen begyndte, skulde hoppe tre Gange over et Halmstrå og kysse hin-

anden lige så mange Gange. Når de kastede, skulde Kæppene ligge således, at Mandens faldt lige tværs over Kvindens; hvis dette ikke lykkedes, blev Vielsen udsat til en anden Gang.

Når det var vellykket, sagde Brudgommen:

»Førend jeg skal forlade dig, skal Fanden tage mig«.

Mens de kastede, stod den ældste Mand i Truppen, Anføreren, og svingede med en Stok og fremsagde følgende uhyggelige Formular: at Fanden skulde tage tre af hans Sideben og lave en Rist af og stege hans Sjæl i Helvede, hvis denne Forbindelse ikke holdt.

Når en af dem hævede Forbindelsen, sagde de: »Nu har han (hun) taget Kæppen til sig«.

Pludder Mads og Grydsted Ane sagde til hinanden, da de kastede Kæp sammen: »A tår din å do tår min, å Fanden tår mej, om a sviger dej.«

Citat fra Anton Gaardbos bog:

De himmerlandske rakkere, side 70 ff.