Kongenshus Mindepark Museum

Hej - jeg hedder Grolle

Gå med herud på heden, der meget du kan se.

Når man går tur på heden skal man gå forsigtigt, så man ikke skræmmer dyrene. Det er en god ide at have ordentlige sko på og det er også godt at have en hat på. Det kan blive meget varmt. Og hvis du har vand med på turen er det det rigtig fint, for der kan være lang vej til noget at drikke.

Hvis du ikke skal så langt, kan du lege ulv, får og sten:

Ulv, får og sten

Du kan spille et spil, som hyrdedrengene spillede med hinanden i gamle dage, Himmerig:

Eller du kan se gode ideer her:

Al, Alheden og Kongenshus

Jorden er fuld af jord
Herlige skønne jord
Dyrene tisser på den
Mennesker grisser på den
Det er vor gode gamle jord.

Jord – hedejord, så langt øjet rækker. AL den jord.
Det hedder det. AL.
Det er en særlig slags hedejord, der er så tæt og uigennemtrængeligt som cement. Det findes her under lyngen og revlingebuske, fordi de to planter er med til at gøre jorden sur. Ligesom surmælk, sure ribs eller sure tæer . – Hæ hæ. Regnormene kan ikke li sur jord, derfor er der ikke mange af dem og af andet småkravl, der eller bor i jordbunden. Et lille stykke nede kitter jorden sig sammen, ligesom når man sætter legoklodser tæt sammen. Næsten ingenting kan trænge igennem.
Der skal en kæmpeplov til at pløje hedejorden. Før man opfandt den, kunne mennesker kun opdyrke ganske bitte små stykker hedejord, for de ikke kunne trænge gennem al-laget. Men så opfandt de en stor plov: reol-ploven. Når den blev trukket af 4 stude, kunne den bryden gennem allen. Heste gik for hurtigt og kunne nemt komme til at ødelægge ploven, hvis der lå en - herlig – stor sten. Men stude var langsomme og STÆRKE!
Siden opfandt man den store Boulund-plov – hvor der skulle 2 eller 3 traktorer foran for at trække den. – Så gik det hurtigt. Man gennembrød al-laget på hederne. Man gødede og pløjede igen og snart var hederne blevet til kornmarker.
Men der var en trist ting ved dette. Hederne forsvandt. Der var snart ikke mere hede tilbage. Menneskene – og især vi trolde – savnede det.
Til sidst stoppede man med at pløje hede op og skabe marker. De mennesker, der elskede den gamle hede, ville gerne have steder med hede tilbage, men man endnu kunne huske hvordan heden var. De skabte Kongenshus Mindepark.
Her på dette sted arbejder man på at bevare heden i stedet for at ødelægge den. – Her skal ikke vokse korn eller raps. Her skal ikke engang vokse træer. Her skal være hede. Med lyng, revling og blåbær – hugorme gemt under lyngen, og skarnbasser til at grave sig vej ned til al-jorden.
 

Hugormekongen

Du er min ven og jeg er din igen.
 

Men pas på hvor du går! Der kan være slager i paradiset. Den eneste giftslange, der findes i Danmark, Hugormen, den bor her på heden. De fattige bønder, der boede herude vidste nok, hvad det handlede om. Man fandt tit mange hugorm sammen – en hugormerede. I den var hugormekongen herskeren. Her er sagnet om Hugormekongen:
Til den første Hugorm man ser, skal man sige: »Hugorm, spar du mig og mine, saa skal jeg spare dig og dine«, og det gjentages tre Gange saa vil man aldrig blive bidt af en saadan, hvis man da aldrig slaa nogen Hugorm ihjel, thi jo flere man slaa ihjel jo flere vil man møde.
I en Hugormebolig findes altid en såkaldt Hugormekonge, der har et meget stort hoved, og som kan anvendes til adskillige Ting. Den, der for eksempel kan få sådan et Hoved kogt og blot få lov at smage Suppen, han kan blive »synsk«, det vil sige, se, hvad ingen andre uden de synske kan se.
En Kone havde engang fået sådan et Hoved kogt. Hun ville nu gerne være synsk. - Hun havde hensat Potten, hvori Suppen stod, på Skorstenen, mens hun var gået ud at malke. Hendes lille Datter kom imens ud i Køkkenet, og da hun så, at der stod en Potte på Skorstenen, smagte hun på indholdet.
Men følge at det blev, at moderen ingen gavn fik af det. Derimod mærkede datteren dets virkninger, for da hun kom ud i Stalden til Moderen, sagde hun til hende, at hun kunde se, at der i maven på den ko hun malkede lå en rødbroget Tyrekalv. »Da skulde Pokker komme efter dig«, sagde Moderen, »har du nu spist af hugormesuppen!«. – Datteren forblev synsk alle sine dage.
Der er mange fortællinger om hugorme. - Adskillige Mennesker kunne ved at læse over dem, gøre dem så ydmyge, at de kunde sno dem om Armen.
 

Hugormen

–Dyr i naturen –
De - store og de små,
her omkring
Gemmer sig
Man må passe på!

Pas på hugormen! – Hugormen, hugormen altså, er en slange, der har zigzagger på ryggen. Den er ikke så stor, 50 – 70 cm, hannen er lidt grålig, hunnen mere gulbrun. Det er Danmarks eneste giftslange. – Men det er mere end 100 år siden, der er nogen, der er døde af at blive bidt af den. Der er mange flere, der dør af at blive stukket af en hveps.

Men der er ikke ret mange mennesker, der møder hugormen. For den er bange for mennesker, og den flygter bort, når den mærker rystelserne i jorden, når man går. Den holder af at ligge på stierne om morgenen og blive varmet af solen, for den er det, man kalder vekselvarm. Den har samme temperatur som omgivelserne. Hugorme-hannerne kæmper om hunnerne – de bruger ikke deres gifttænder, men de snor sig om hinanden og brydes.!
Hunnerne føder levende unger. Og om efteråret , når vejret bliver koldt, samles hugorm i flokke, der kan overvintre sammen i bladbunker eller i huler under jorden.
Hugormen spiser mus, firben og fugleunger, men den spiser ikke om vinteren., så den skal spise for hele året i sommermånederne.
I gamle dage troede man at der var en hugormekonge. Han var konge i hugormeboet og hans undersåtter kæmpede for ham. Han ville gøre mennesker ondt og hans undersåtter hjalp ham. Man sagde at kongen var hvid, og kunne man fange sådan en ville man få mange penge for den, hvis man solgte den til et apotek.
Man brugte slanger som medicin mod mange sygdomme og børn på heden fangede hugorme og solgte dem til kloge mænd og koner. Og det var ikke altid svært. For hugormen krøb af og til ind i menneskenes huse og gemte sig i sengehalmen, hvor de boede vintreren over. Hvis man ikke forstyrrede dem, gjorde de ikke noget.
 

Hyrdetaske

Jeg hedder Fnuggi – fordi jeg’ en pige
Og træerne kan jeg li at kigge på.

Se der – den lille sjove plante, den ligner lige et strå med sådan nogle små hjerter på. Eller er det en lille taske, som den, som hyrdedrengene brugte, når de skulle i engen hele dagen og vogte får og køer? Og bladene ligner mælkebøttens. Men de er mindre og du kan nemt rykke den op. Den står nu også tit alene
Man sagde, at den var god mod næseblod – eller andre blødninger. Lægerne skulle samle den og gemme den, for de ville tit få brug for en. Den skulle tørres. Helst i sollys.
Hyrdetaske hedder måske sådan, fordi den også er taknemmelig for bare en smule… en smule jord, en smule sol , den kan vokse næsten alle steder.
Vil du vide mere om Hydetaske, så tryk her:

Hugorme!

Hugorme er jo egentlig meget søde. Hvis de ikke var så lange og tynde.

Kan Onkel Fusel bruge dem i en opskrift?

Vædderen hedder SUR

Det går ned
Det går op
Så jeg siger Hop!

Væd’ren hedder Sur,
Lammene hedder osse Sur,
Fårene hedder Vrængel-i-vrang, (bræges)
køer ret om.
Hyrden hedder Lyggi Tyggi Læk-om-læjj,
Han sad på Klinten ved Lobanken,
han lavede sig en Kappe af det grå Lådne Vadmel,
-Sig du mig det rigtigt igen.
 

REVLING - SORTBÆR
Empetrum nigrum
Revling, eller Sortbær som den ofte kaldes i det nørrejyske, hører til de meget nøjsomme planter. Selv i det allernordligste Grønland, kan man finde dens modne bær, der er en af isbjørnenes livretter.
Revling er en krybende plante, så man skal se godt efter, folk der ikke har været på jagt efter revling før, kommer tit og siger at her er ingen bær, selv om der er mængder af dem. Når vi så viser hvordan de sidder, så kan de pludselig finde masser af dem.
I Jylland var revlingen den plante, der blev udnyttet mest i ældre tid. Risene blev dusket op, behandlet og sorteret og benyttet som koste, karskrubber, snoet til reb og tøjr, ”Tæl” = tækkegarn til stråtage. Revling benyttes til atfarve alunbejdset uldgarn, brunviolet, blåt eller purpurrødt, saften kan bruges til farvning af bagværk.
Revling/sortbær kan spises med mælk og sukker til, som grød og drikkes som saft. Fattigge børn fik vitamintilskud af at spise revling.
Efter sct. Hans dag smager bærrene vammelt og kan ikke spises, fordi heksene rider hen over dem og spytter på dem. Trolde, hekse og fanden pudser sko i revlingbærsaft.
Bærsaft drikkes mod mæslinger. Revling er effektivt mod skørbug. Revlingbær blandet med harefedt bruges til sår på heste, forårsaget af rifter fra pilekviste.

OPSKRIFT: Pluk bærrene når de er godt modne, i august og september, kom dem i et glas med tætsluttende låg, og dæk dem godt med en dejlig neutral snaps i minimum 6 måneder gerne 1 år. Efter filtrering gennem et kaffefilter, lagring og fortynding, ca. 1 - 4, har man en helt vidunderlig kryddersnaps til ost.
DESSERT: Efter filtrering kan bærrene bruges til marmelade, så er der ikke brug for konserveringsmidler. Bærrene kan også bruges, efter filtrering til en dessert med mælk og fløde, der er nemlig stadig masser af smag i dem.

Trækfuglene

Før - var der mange andre,
der mærkede vinden digte!
Det kan den osse nu,
når man ser det
– så er det i sigte.
Da heden så sådan her ud for 150 år siden, vandrede en præst omkring herude.
Stilheden og ensomheden gjorde indtryk på ham. Somme tider holdt han ikke af sit arbejde, som var at prædike for bønderne i kirken om søndagen. Han ville hellere noget andet, skrive digte og historier om heden.
Han hed Steen Steensen Blicher.
En efterårsdag, hvor han var særlig trist i humøret, lagde han mærke til vildgæssene, der fløj over heden på vej sydpå. Kunne jeg bare komme væk, tænkte han. Han skrev et digt om trækfuglene:

Sig nærmer tiden, da jeg må væk
Jeg hører vinteren stemme;
Thi også jeg er kun her på træk
Og hører andetsteds hjemme.

Jeg vidste længe jeg skal herfra
Det hjertet ikke betynger,
Og derfor ligeglad nu og da
På gennemrejsen jeg synger.

Du kan høre hele sangen her på Youtube:

Troldene fortæller snart en historie fra heden.

Du kan høre troldenes sang her: