De første forsøg på at dyrke heden

De første forsøg på at dyrke heden.

Heden i Jylland opstod gradvist efter at man siden bondestenalderen havde afsvedet skoven til agerbrug. Den afbrændte skov kunne kun benyttes som mark i nogle få år, før jorden var udpint. Man anlagde nye marken og brændte mere skov og efter  middelalderen var der ikke megen skov tilbage i Jylland. Især de sandede jorder i Midt og Vestjylland mistede deres skove og sprang i hede. Efter Reformationen i 1536, hvor store dele af jorden tilfaldt kongen blev situationen ikke bedre. Og i de mange krige i 16- og1700 tallet forsvandt de sidste rester af skov.

Da danmark mistede Sverrig i 1660 opstod der et stort behov for skov og agerjord. Men befolkningen var udpint og muligheden for at dyrke heden var ringe, fordi dyr og redskaber var for dårlige. Endvidere brugte de to Kalkgruber ved Mønsted og Daugbjerg både lyng og egekrat som brændsel i deres store kalkovne, hvor de brændte kalken, når den skulle bruges til mørtel.

Først da Kong Frederik V nedsatte en kommission, der undersøgte, om det var muligt at få en kultivering sat i gang, og udstedte flere forordninger for at motivere til opdyrkning, skete der noget for alvor. Forvandlingen af det store øde til kornmarker og plantager blev indledt allerede i 1723, hvor den daværende kongen ville forsøge at få bønder til bosætte sig på den jyske hede. Kongen udstedte en forordning, der lovede bl.a. skattefrihed, fritagelse for udskrivning til militærtjeneste, tilladelse til at brænde brændevin uden afgifter samt andre fordele for dem, der gav sig i kast med hedeopdyrkning. Forordningen gav dog kun en enkelt kolonist på Vind Hede i Bøvling Amt samt tre andre opdyrkningsforsøg nær Koldinghus.
Omkring 1739 kom en af Viborg-egnens kendte ejendomsbesiddere, Hans Rosborg, med et tilbud om at opdyrke et stykke af Alheden nær Grønhøj. Alheden syd for Viborg var et af de store danske hedeområder, der var kongelig vildtbane. Ifølge Jyske Lov fra 1241 tilhørte jorden altså kongen, men bønderne havde fri adgang til skoven og heden. Her ville Rosborg etablere en bondegård. Han forlangte ingen penge for arbejdet, men så dog gerne, at han kunne få titlen af Kammerråd ved kongens hof. Men Rosborg var kendt som en uhyrlig bondeplager, der var grov mod sine fæstebønder og tillige intrigant. Han fik da heller ikke noget svar fra Rentekammeret - den enevældige konges finansministerium.
Der er flere folkesagn om den onde herremand, Hans Rosborg.
I 1751 kom så en ny kongelig forordning om hedernes opdyrkning. På dette tidspunkt var de første danske aviser begyndt at udkomme, og det gav denne anden forordning langt større landsdækkende opmærksomhed end den forrige. I 1753 fandt Frederik Schinkel på herregården Hald ved Viborg tiden inde til at forsøge sig med opdyrkning. Han tilbød at købe hele den kongelige del af Alheden for 1000 rigsdaler. Han fik dog afslag - formentlig fordi Rentekammeret nødigt så, at herremænd på denne måde fik lagt større jorder til deres ejendomme, som alligevel næppe ville blive opdyrket.