Ole Hestegilder

   I Jylland var der for en del år siden en røver, der endnu huskes under navnet Ole Hestegilder. En dag da han befandt sig i nærheden af Hobro, kom han ind i en kro, hvor han traf en pranger og en vandrende sadelmagersvend, som han faldt i snak med, da de ikke kendte ham. Prangeren, der kom fra marked med en velspækket pung, pralede meget af de handeler, han havde gjort, og lod sig villigt udspørge af røveren. Da denne nu havde fået at vide, hvilken vej han skulle gå, listede han sig bort.

   Kort efter gik sadelmagersvenden også og tog samme vej som røveren, dog uden at denne mærkede det. På vejen skjulte Ole Hestegilder sig under en bro for at vente på prangeren, men bedst som han nu sad på lur, kom sadelmagersvenden ned under broen til ham, lagde sin rygsæk fra sig og slog sig ned ved siden af røveren.

   »Hvad vil du her?« spurgte Ole tvært.

   »Det samme som du,« sva rede sadelmagersvenden, »rive et par blade ud af prangerens katekismus!«

   »Det kan jeg godt gøre uden din hjælp!« sagde Ole.

   »Knap nok,« svarede svenden, »for den karl ser ikke så forfrossen ud, og to om én er altid det sikreste!«

   »Såmænd,« svarede Ole, »vil du hjælpe mig, så kan vi dele!«

   »Så godt jeg kan,« svarede sadelmageren, »sig mig blot, hvad jeg skal gøre.«

   »Ikke andet,« svarede røveren, »end at slå ham for panden, når du ser, at jeg griber hans hest ved tøjlen.«

   »Det skal ske,« sagde sadelmageren og tog sin hammer op af ryg­ sækken. Næppe havde han gjort dette, før de hørte prangeren komme travende. Da han nåede broen, sprang de begge frem, og Ole greb hans hest ved tøjlen.

   »Slå nu!« råbte røveren.

   »Ja, hvor skal jeg slå?« spurgte sadelmageren.

   »I panden! I panden!« råbte Ole utålmodigt.

   »Godt!« svarede svenden og slog hammeren i panden - på røveren, så han tumlede til jorden, og mens han lå der, tog de begge flugten til Hobro og slap lykkeligt væk, før Ole kom til sig selv igen.

Fortalt af St. St. Blicher i Harpen, af A. P. Ljunge, 1824, nr. 1.

Just Mathias Thiele: Danmarks Folkesagn. Første bind. Side 306