Herremandens hoved skal til at brokke sig, men kroppen har allerede rejst sig, laver et par små dansetrin og går over til Tildebritt og tager hovedet under armen. Derpå vender han omkring og går bort for at finde lykkelige mennesker.

Den grå Jomfru på Spøttrup Borg har nat efter nat i mange hundrede år gået rundt på slottet for at sørge for, at den blodige hånd altid er synlig. En gang imellem har den været temmelig bleg, så man har været nødt til at bruge en lup for at se den. Men der har ikke været en eneste nat i 700 år, hvor den blodige hånd har været glemt. Jomfruen har møjsommeligt brugt timer på at skaffe blod til at vedligeholde pletten. Og det har ofte været svært.

Jomfruen har været taknemmelig for, at der var både mus og rotter på slottet. For når slagteren holdt fri eller kokken mente, at det var godt med kødfri dage, kunne jomfruen ikke bruge blod fra køkkenet, men måtte finde en museunge, en flok mætte myg eller andet, der kunne give nogle dråber blod.

Det Jomfruen trænger til, er ferie, eller bare et par dage, hvor hun ikke ustandselig må vandre hvileløst rundt for at vedligeholde håndtrykket. Men hun ved ikke, hvordan hun skal bære sig ad. Hun er blevet dømt til for evigt at vedligeholde den blodige hånd, fordi at de tre nyfødte børn ligger i jorden, præcis under stedet, hvor den blodige hånd kan ses.

Havde hun dengang i tide tilkaldt landsbyens jordemoder, ville de tre børn måske være vokset op og blevet til to riddere og en smuk jomfru. Men børnene døde, da hun fødte dem, fordi hun var alene. Hun havde ikke fortalt et eneste menneske, at hun bar børnene under sit hjerte, efter at den smukke unge ridder havde gæstet borgen i nogle uger. Ikke engang tjenestepigerne vidste det. Og derfor fødte hun børnene alene i mørket i borgtårnet. Ikke et af børnene kunne trække vejret, og hun måtte i ubegribelig sorg snige sig ned i kælderen, fjerne nogle sten i gulvet og grave de små nyfødte ned.

Aftenen efter havde der været fest på borgen. Hun havde danset trods sin store sorg, men pludselig styrtede hun om og satte sit blodige håndtryk på væggen. Skønt død og begravet i over 700 år måtte hun hver nat op og vedligeholde håndtrykket. Så travlt havde hun med dette, at hun ikke opdagede, at hendes elskede ridder, den kæmpestore og stærke ungersvend, var kommet tilbage til borgen for at fri til hende allerede ugen efter, at hun var styrtet død om. Men da han kom, var vindebroen oppe, og borgen i sorg.

Du kan læse om 13.dag julekalender 2020 på følgende steder: