20. dag julekalenderen 2020

Hestehandler Peder Harpøt og hans trinde kone, Magdelone, kunne ikke bestemme sig for at standse vognen, da de kom til Skive. De to mennesker sidder med flettede fingre på vognens agestol, og hører lyden af penge fra vognens mange kasser med flasker, der er fyldt med kærlighedsdrik. Bag dem sidder en nydelig herre, flink mand, der ganske vist er en smule rød i huden, og det skal ikke nægtes, at han også er noget gul i øjnene. Men det gør ikke spor. Han er flink, og han har venligt ledt dem forbi de forhindringer, der er kommet på deres vej.

Det bedste havde været at bringe alle flaskerne i markedet i Skive, men Peder kunne ikke bestemme sig for at sælge flaskerne her. Han er så glad og lykkelig, at han ønsker, at denne tilstand skal vare ved. I grunden har han mest lyst til at drikke indholdet af flaskerne selv, måske skal hans dejlige frue også smage lidt. Men han har bestemt sig, at alle de mange småtriste folk, der sidder på Rødding Kro skal vide, at det er jul. De skal derfor have lov til at købe disse kærlighedsdrikke ganske billigt.

Peder sidder drømmende og aer sin kone på armen, da der pludselig dukker et grueligt spøgelse op på vejen. En hovedløs herremand springer frem og griber hestene ved deres hovedtøj, så de standser og vrinsker. Og skikkelsen kaster sit hoved lige i favnen på Peder Harpøt. Og hovedet kigger derefter kærligt på hans kone og siger:

”Er I to ikke meget lykkelige?”

Ved disse ord Brøler Fanden, der sidder bag i vognen højt og lydeligt:

Det sammen siger den københavnske præst, der er på besøg i Hindborg.

”Jeg siger Jer”, siger han til sine tilhørere,” mennesker er mere interesserede i, at Fanden skal have en plads mellem dem, end de sammen mennesker er i deres salighed.” Fra tilhørerne kommer der små grynt og smask, men eller har de ikke noget at sige. Og præsten tordner videre med en lang tale, som han senere har tænkt sig at holde, hvis han kan finde et sted med gode lyttere. Og det skal helst være et sted, hvor han ikke bliver modsagt, for han har det med at glemme, hvad han vil sige, hvis han ikke har øvet sig eller bliver modsagt.

I grisestalden, hvor han sidder, er der ingen, der modsiger ham. Han er tilfreds med sine talegaver og roder i sine lommer for at finde den lille notesbog, hvor han plejer at skrive gode tanker ned.

Pludselig toner et utyske frem i stalddøren. Først som et lille blåt blink, men det bliver hurtigt større og større og ender med at fylde hele den en væg i stalden.

Grisene hviner, der bliver en larm af den anden verden, og den københavnske præst besvimer og synker sammen mellem grisebåsene.

”Pokkers osse,” siger utysket til Tombert, der også er kommet ind ad stalddøren. ”Det er den virkning, jeg har på mennesker.”

”Vi må give ham kunstigt åndedræt”, Tombert kender til den slags nye opfindelser og bøjer sig ned over præsten for at vække ham til live igen. Den rå troldeånde, der minder en del om stinksvampens efterårslugt, får præsten til at åbne øjnene.

”Vig fra mig”, bævrer han og prøver at skubbe Tombert til side. Tombert, der ærgrer sig lidt over, at han heller ikke denne gang fik lov til at forsøge at puste luft i et menneske, sætter sig ved siden af ham og trækker ham op at sidde.

”Du er præst, ikke også?”

”Jo, næsten. Jeg mangler bare at læse et par …

”Så kan du læse Cyprianusbogen! Men kan du mere end dit fadervor?”

Fanden sidder i hestevognen bag to mennesker, der nu sidder og fumler med hovedet fra Den Hovedløse Herremand fra Estvad. Hestehandleren og hans kone er helt hylet ud af den og vover ikke at svare. Og Fanden kan forstå, at der er noget helt galt. Hvorfor spørger en af de underjordiske disse mennesker, om de er lykkelige?

Almindeligvis er det ikke noget, der interesserer de underjordiske. Skulle det virkelig være denne troldefamilie, der laver rav i den? Der er vel ikke ved at gå juleglæde i både overjordiske og underjordiske? Det er bydende nødvendigt, at han, den skinbarlige Fanden, får skabt både ulykker og tænders gnidsel ved den julefest. Heldigvis ved han, hvor det er. Spøttrup Borgen. Hvis bare han kommer derhen og smutter inden døre, inden de kommer med alle deres lyksaligheder, så skal han nok sørge for, at hverken trolde eller mennesker nogensinde mere kommer til at holde julefest.

Fanden er således optaget af at spekulere på, hvordan han skal komme til borgen, at han ikke bemærker, at hestehandler Harpøt fremdrager en flaske fra sin vestelomme og giver herremandens hoved en slurk.

Vil du høre det næste afsni af julekalenderen, så tryk på billedet herunder

Vil du høre et andet afsnir fra julekalenderen, så tryk på billedet herunder: