Albert skeel til Jungetgård

Sagn

Albert Skeel til Jungetgård


Således fortalte en gammel kone, der boede i skoven:


Jeg har oplevet mere end de fleste!
I tænker måske – hun er bare en gammel kone, lige som alle de andre gamle bedstemødre.
Meenn – jeg har oplevet mere end de fleste!
Jeg hører til blandt de underjordiske, - min mor var en køn ung pige. Hun lyttede ikke til, hvad de gamle sagde, for hun holdt meget af en livlig knægt fra nabogården. Hun lagde sig en dejlig forårsnat på toppen af den store høj. Det var fuldmåne, og hun faldt i søvn og drømte om knægten.
Men se, under jorden, inde i den gamle høj, boede elverfolket. De hørte det trampe på deres høj, de var særlig opmærksomme, når det var fuldmåne. Så Elverkongen gik ud og kiggede sig omkring. Han kunne ikke stå for den smukke pige, der sov på toppen af hans høj, Elverhøjen. Han blev min far.Da året var omme, på selveste juleaften blev jeg født. –
I starten var jeg som andre børn. Men snart viste det sig, at jeg huskede mere og længere tilbage. Jeg huskede, hvad min mor havde lavet som barn – og min bedstemor og oldemor, - ja, jeg huskede mere end andre mennesker, mange hundrede år tilbage!


Som da jeg var køkkenpige på Jungetgård.
Den ligger der stadig, Herregården Jungetgård. Statelig, hvide mure og kamtakkede gavle, med røde tagsten, så strunk som nogen kirke. Med sylsten under stuehuset, som rejste sig højt op over gårdspladsens toppede brosten, - vi kunne end ikke kigge ind ad vinduerne. Der tilmed var af glas! Det var en stolt og stærk herregård.
Jeg var i køkkenet. Det lå i kælderen. Jeg skulle bære affald ud til høns og grise. Og feje lergulvet og fjerne asken tidligt om morgenen, når de andre sov. Lade lidt gløder tilbage, så kokken kunne tænde dagens ild.
Jeg var stærk! 10 år og mæt. Kokken var rar, hans kone også, og jeg lå i halmen og hørte dem snorke om natten. Hvis jeg gjorde, hvad jeg skulle om dagen – og der var mange pligter, fik jeg lov at lege lidt med gåsepigen eller synge sange med mellempigen, Ellen, som var 15 år og forelsket. Hun sang sørgelige sange. Jeg holdt meget af hende.
Dagene gik og det var sol og regn.
Fruen, fru Anne Kaas lå eller sad og foretog sig kun lidt eller intet og den yngste datter Ingeborg ligeså. Ingeborg var 15. Ung og bly og lad, som kun én kan være, som er vant til at lade sig opvarte. Dorsk lod hun sig påklæde af mellempigen, dorsk sad hun på bænken ved vinduet men syede aldrig et sting på sin brudesærk. Dorsk lod hun sig fodre af tjenestefolk og sagde næppe et ord. De 2 ældre søstre var væk, giftet bort og sad som fruer på store herregårde langt borte.
Herren, hr Albert Skeel, var her sjældent. Og godt det samme, for han var slem. Det var altid råb og brøl, slag og knuste glas, og mange tårer, når han var hjemme. Han lå i evindelig strid med alle, folkene på gården, sin hustru og sine børn, andre adelsherrer, bønderne, sine hunde, dyrene – og sikkert også fiskene i fjorden. Han slog tit på fiskerne, når de kom til gårds, hvis han syntes fiskene var for små.
Fruens og pigernes ansigter var strimede af gråd, når herren var hjemme. Og fruen turne ikke bestemme noget, når han var væk. Efter hans mening gjorde hun alt galt. Når han kom tilbage slog han hende. Vi andre måtte gemme os i krogene, så han ikke så os. For fik han øje på os, så vankede der mange slag.
Her i året 1608, var herren netop blevet færdig med at betale en stor bod til Kongstedlund . Han havde sit iltre sind at bebrejde dette. Ved pinsemarkedet i Aalborg 8 år før var herren kommet i klammeri. Han var godt og rigtig fuld, som altid, - sværdet bar han ved sin side, og da han kom i drukkent klammeri med Hr. Niels Axelsen Juhl, endte det med at han prikkede hr. Niels ihjel. Det måtte han betale en stor bøde for. De rige kunne nemt klare frisag dengang, også for mord. Men bøden måtte han betale.
Men bøden var klaret og Hr. Albert lå igen i retssag. Nu med fogeden på Brandholm. Og i disse dage i oktober var han rejst helt til Viborg, hvor retssagen var for dommeren ved landstinget. Hvad retssagen var om, husker jeg ikke, for herren lå jo altid i slagsmål med alle, - så det var måske størrelsen på fangede fisk – måske gik skellet til markerne ikke, hvor Hr. Albert syntes de skulle være.
Og herhjemme gik dagene, mens han var væk. Fredeligt, afventende. Og dog alligevel ikke – jeg, kokken og konen havde heftig travlt at gøre forberedelser til Julen. Fruen var ikke helt forgræmmet. Og Ingeborg var næsten glad. Ellen, Gåsepigen og jeg havde lært Ingeborg en lille kærlighedssang, som hun sad og sang ved vinduet:


Jeg ved jeg elsker dig,
Jeg ved du elsker mig,
Ømhedens klange
Kærlige sange,
Og når jeg rører dig
Og når du rør mig
Jublende glæde
Jublende glæde.
Din ømhed er stor
Vor kærlighed gror, vor kærlighed gror

 

Men pludselig kom et bud ridende på en skumredet hest. Alle styrtede til, for han var kommet helt fra Viborg, næsten 8 mil borte.
Han var redet fra Viborg straks det skete, om eftermiddagen, dagen før!
Men hvad der var sket, hørte vi først senere. Først måtte vi rense hans støvler for mudder, fjerne hans kappe og hat og lægge det til tørring ved kaminen i køkkenet. Derpå bringe både øl og vin op til fruen, hvorefter hun bad om solid føde til manden.

Men det kan jeg sige Jer – jeg var så susende nysgerrig!
Jeg måtte tage rent forklæde på, ren kyse og rense træskoene og så storme op og ned ad trapperne med mad til salen, hvor fruen og den fremmede sad ved det store bord. – Og jeg tænkte, at det måtte være en glædelig begivenhed, han fortalte om, den fremmede. – Fruen bad mig hente Ingeborg – fruens ansigt lyste af en forunderlig agtpågivenhed, som man ellers aldrig så, hun rejse sig og gik op og ned ad gulvet. Jeg løb ind til kammeret.
Ingeborg sad i sit kammer, sløv som altid. Hun anede vel intet om ankomsten af den fremmede. Hun nynnede dæmpet sin sang og så ikke op da jeg kom ind.

” Åh, ene mene ming mang, ose bose, bakker dies, ejer vejer væk, - mine elvertanker,” tænkte jeg, ” I må hjælpe. Det kan ikke nytte hun sidder her, hun må ud og høre, hvad den fremmede har at sige.”
Hvad var det nu mine underjordiske havde lært mig ... Ved hjælp af troldeformularen kom jeg i tanke om drikken, der kunne tænde hendes tanker og fjerne sløvsindet:

Jeg mærkede at drikken med et lå i en lille flaske i min forklædelomme og jeg gav Ingeborg en god slurk. Hun så op og virrede med hovedet:

”Hvad vil du?”

Jeg hviskede hende, at der var kommet en fremmed med nyt, hun måtte gå ind og bringe ham varme. Måske var det gode nyheder.

” Han er ung – med brede skuldre og stærke hænder – men våd over det hele. Han laver en helt lille sø på gulvet, hvor han sidder”

Vi tittede ud ad døren. Han var ung og pæn, men lignede en druknet mus. Han trængte til at blive tørret ved kaminilden, men fruen sad bare og talte dæmpet med ham.
Da gik Ingeborg ind, hun sagde intet, men da hun gik forbi den unge mand, tog hun sin varme uldne kappe af – den havde hun jo på i kammeret, hvor der ingen varme var – og lagde den om den unge mands skuldre.

Han kiggede forbavset på hende. – Hun gik tavst hen og satte sig.
Jeg stod ved bagvæggen og sagde ikke en lyd!

Men hør engang, hvad det var for grumme ting, han havde at berette fra Viborg:

Da retssagen var vel overstået og Hr. Albert var gået ud, mødte han på vejen derfra fogeden til Brandholm, som havde vundet sagen. Hr Albert strøg straks i flæsket på ham og slog ham en på hatten med sin sværdklinge og kaldte ham de grueligste ting. Fogeden blev vred og trak sit sværd igen. Som to kamphaner sprang de omkring hinanden med dragne sværd og gnisterne fløj, når klingerne mødtes. Det bragede fælt og de kaldte hinanden forfærdelige ting. Men ingen fik sår, for Palle Rodsteen, som vores unge mand hed, fik stoppet hr. Albert og holdt ham, så han ikke kunne kæmpe.

– Fogeden vendte om, stod med ryggen til, - alle tænkte at nu ville han nok gå sin vej, men så slap han en vind så lang og rungende, at murene omkring dem skælvede.

Og så forbløffet blev alle, også den unge mand, at han slap sit tag i Hr. Albert.
Og Hr. Albert sprang frem og stak sit lange sværd i ryggen på fogeden. Og denne segnede i sit eget blod og døde lige der på stedet!
Dommeren var endnu i retten og kom ud og så det skete. Hans vagter greb vores husherre, Hr. Albert, der stod med sit dryppende sværd i hånden. De slæbte ham i hullet og lagde tunge jernlænker om hans arme og ben. Og dommeren dømte der på stedet, at husherren skulle hænges ved sin hals for det overlagte mord. – For det var det.
Ja, senere var det sådan, at man også ved retten i Horsens dømte ham til at hænges …

Og nu tænker I … det var da en sørgelig historie … men nej, det var i grunden en god historie.

For som Ingeborg sad der ved bordet, var hun nu så dejlig. Hun gyste og der dryppede en lille tåre fra hendes øje. Og den unge mand, Hr. Palle, vendte sit tonefald, så det blev blidt. Han skubbede lyset lidt hen, så han kunne se hendes ansigt, og så var det som om han ikke kunne få blikket væk igen.
Fruen blev grebet af en energi, vi ikke havde set længe. Hun sprang op, kaldte alle tjenestefolk til og beordrede mange ting sat i værk, endnu mere skulle der syltes og bages, brænde sankes. Folk fra nær og fjern skulle kaldes til for at hjælpe hende, som hun sagde. Den kommende enke. Der var meget, der skulle gøres inden Hr. Albert fik sin dom. Hun strålede!
Alle fik så travlt. Fruen kunne med et finde ud af alt og rystede ikke mere for Hr. Alberts vrede. Hun kunne styre huset alene.

Travlt, ja, - alle, undtagen hr. Palle og Frøken Ingeborg. De havde tid til at sidde foran kaminen. Hun lærte ham den lille sang og de sang den med smukke stemmer og nød varmen.

Hvad! - spør I, hvad der siden skete – jo! Hr. Albert Skeel blev hængt på Torvet i Horsens. Og…så blev de unge gift.

Og det var der ingen, der var kede af! Tværtom forsvandt hr Alberts hoved fra gravpladsen i Junget kirke …

Det kan I jo lede efter!

 

Facts om personerne:

Albert Skeel til Jungetgaard, gift med Anne Kaas, datter af Bjørn Kaas til Staarupgård.
3 Døtre, Karen, Kirsten og Ingeborg.
Karen Skeel, gift med Bendix Ranzau, uvederhæftig. Han fik forbud mod at afhænde fruens gods. Kirsten Skeel, gift i 1621 med Peder Bille til Lindved.
Ingeborg Skeel gift 2. gang med Palle Rodsteen til Lundsgård. – Sandsynligvis på Fyn.
Derefter boede ejerne ikke på gården.
 

Du kan læse om Albert skeel til Jungetgård på følgende steder:

Junget

Jenle

Jenle - digteren Jeppe Aakjærs Museum Jeppe Aakjærs kunstnerhjem og museum, Jenle, er bestem et besøg værd. Det ligge...

Læs mere

Rakkermuseet ved Flyndersø

Velkommen til rakkerruterne ved Flyndersø ...

Læs mere

Gyserruten i Skive

Gyserruten i Skive.                                                       En gyselig tur om uhyggelige hændel...

Læs mere

Daugbjerg Kalkgruber 2

Velkommen til Trolderuterne i Dybdalskoven ved Daugbjerg Kalkgruber. Du står ved P-pladsen ved det skovområde, hvor g...

Læs mere

Kongenshus Mindepark Museum

Kongenshus Mindepark, Kroen og Museet Her ved Kongenshus Kro finder du Mindeparkens Museum i samme bygning som kroen....

Læs mere

Bette Jenses Hyw

Bette Jenses Hyw. En trolderute med Appen. På et af de smukkeste steder på Fur, omtrent midt på øen, ligger der e...

Læs mere
Trolderuterne er støttet af Det Europæiske fælleskab og ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter via LAG Skives Aktionsgruppe. Desuden af Friluftsrådet, Skive kommunes Kulturudvalg, Skive Kommunes landsbyudvalg, Kongenshus Mindepark, Mønsted Kalkgruber, Daugbjerg Kalkgruber og Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter.
Albert skeel til Jungetgård

Tilmeld Nyhedsbrevet

Tilmeld dig vores nyhedsbrev
og få nyheder omkring de
mange oplevelser leveret
direkte til din email.

Kontaktoplysninger

Kirsten Borger
Ørslevklostervej 272
7840 Højslev

Tlf: 51 18 24 87
kirstenborger@gmail.com

kontakt
kontakt
Dynamic-it leverandør af webshop

Vi bruger cookies, ved at du klikker dig videre til næste side, acceptere du hjemmesidens brug af cookies.
Du kan også acceptere cookies ved at klikke her