Armod og gæld på Fur

Historie

Armod og gæld på FUR

Artiklen er et udsnit af følgende bog om Fuur, som kan lånes på biblioteket.
Om Fuur og Fuurboere i gamle dage.
A.C.Nielsen.
Skive Folkeblads Bogtrykkeri 1955.

I mange af Furs småhjem har nøden ofte været gæst, endda gennem længere perioder. Lige op til århundredskiftet savnede man dagligt brød i fiskerhuse, når børneflokken var stor, og der var lidt at hente på fjorden, når manden var af den slags, der straks ved landgangen omsatte de surt fortjente skillinger til brændevin og drak, til han trimlede. Flere gange brød Vesterhavet gennem Aggertangen og saltgjorde fjordvandet i en sådan grad, at mange fisk døde, og fiskeriet blev lagt øde gennem lang tid. Så var elendigheden stor.
Flere gange blev der sendt andragende ind til Hans Majestæt om nedsættelse af skatten, og i en skrivelse fra Fur Kirketing fra 14. september 1632 gør præsten Jens Christensen Ørum og Niels Win­ ther i Gristillgordt vitterlig, at Jens Mortensen i Debel og Søren Nielsen i Kubdall er bleven så forarmede, at de ikke siden „FienderneTid" (trediveårs-krigen) er kommen til rette med avl og bjergning og derfor er ude af stand til at udrede deres skyld. De to tingsvidner i denne sag er Søffren Pedersen og Knud Nie sen.
Armoden var så trykkende, at Frederik den Anden 20. juli 1570 gav nedsættelse i skatteafgiften, Kristian den Fjerde gav i åbent brev af 5. august 1640 yderligere indrømmelser, og begge tilsagn stadfæstedes af kong Frederik den Tredie 1. september 1655.
De havde en sær skik på Fur, også kendt fra andre egne. En enke, der så sig ude af stand til at klare paragrafferne, til at be­ tale gælden efter sin afdøde mand, kastede nøglen på graven, og det betød, at hun ikke ville vedgå arv og gæld. En søn kunne bære sig ligesådan ad, når den sidste af forældrene var gået heden.
Fra 1631: En kone, salig Christian Schøtts hustru, „kastede nøglen på graffuen og vedersagde arffrie ock gield ock sig inthedt dermed ville befatte i nogen måde". 6. juli 1631: Niels Pedersen tog på sin moders vegne nøglerne og kastede dem på graven og sagde sig løs fra arv og gæld efter den afdøde mand og far.
I nødstider kunne furboerne stå sammen og danne en uoverstigelig og uigennemtrængelig mur. Det viste de i forholdet til Iver Krabbe til Østergård, da han på reformationstiden gjorde krav på øen. Men de furbønder sluttede op om Viborg domkapitel, ikke af kærlighed til dette, men fordi de på ingen måde ønskede Iver til herre, og han blev det ej heller. I „Gamle danske domme" læser vi fra 1557: Furboerne var kommet i strid med en adelsmand; det var jo i „Adelsvældens tidsalder". Ilan stævnede dem til møde på det lokale tingsted, Lille Jenses høj (her var vel nok, hvad der
krævedes af et tingsted; vidt udsyn til alle sider, ingen hemmelige skjulesteder i krat eller skov).
Øfiskerne ved, at de ikke kan vinde sagen ved at gå rettens vej, de har lovens bogstav imod sig, og herremanden har magten. De måtte så se at klare sig på an­ den vis, det ville de, og fremgangsmåden var aftalt. En betjent under herremanden, kaldet delefogeden, stod frem på tinget, oplæste lovens ord og sammenholdt dem, og der var altså ingen redning skabt for furboerne. Jo, der var! Jo, de kunne klare sig selv! Men der var ingen redning for dele­ fogeden, for mens han stod og læ­ ste og tænkte på fred og ingen fare for sin person, så sprang der pludselig en mand ud af hoben, den tavse og sure hob, og stødte en kniv i brystet på fogeden, så han styrtede til jorden, og der blev ikke mere oplæsning denne sinde. Men hoben, den tavse, sure hob, hvad gjorde den? Jo, da det var fromme folk, lagde de sig på knæ, som det sømmer sig, når man henvender sig til Gud, de faldt på knæ og bad, at den døende måtte komme til skriftmesse, og „mens Gud allermægtigste nådeligen dette tilloed", løb drabsmanden sin vej. Det var lige, hvad furmændene havde ventet. Mens de bad for den døendes arme sjæl,, og det måtte vel være det første fornødne, så skulle manden med kniven undfly. Så straffen! Kunne de ikke straffes, fordi de ikke straks satte efter drabsmanden? Han havde endda brudt tingfre­ den. Nej, hvordan skulle man gå til værks overfor sådan en masse mennesker, der var enige, også enige om ikke at sige noget. De fik ingen straf. Enkelte kom af med småbøder. Det var netop så allerkris-teligt at bede for en døende. Det gik, som de havde ventet.

 

Du kan læse om Armod og gæld på Fur på følgende steder:

Branden Fur Bryghus, Knuden Bette Jenses Hyw Svenske hule, Fur Camping

Daugbjerg Kalkgruber 2

Velkommen til Trolderuterne i Dybdalskoven ved Daugbjerg Kalkgruber. Du står ved P-pladsen ved det skovområde, hvor g...

Læs mere

Krabbesholm Skov ved Grusgraven

Krabbesholm Skov - Grusgraven. Turen rundt om kolonihaverne. Du har brug for gode sko og næse for at finde fodspor...

Læs mere

Daugbjerg Dås

Velkommen til Daugbjerg Dås! Der ligger Daugbjerg Dås. Som et højt bjerg lige i midten  af Jylland. DaugbjergDås e...

Læs mere

Virksund

Virksund, byen ved dæmningen. Velkommen til Virksund, Hjarbæk fjords havneby, hvor du kan finde både lystbådehavn, ca...

Læs mere

Fur Bryghus, Knuden

Fur bryghus, vandreruten omkring Knuden Trolderuterne i naturområdet bag Fur Bryghus er en dejlig tur ved kysten på F...

Læs mere
Trolderuterne er støttet af Det Europæiske fælleskab og ministeriet for By, Bolig og Landdistrikter via LAG Skives Aktionsgruppe. Desuden af Friluftsrådet, Skive kommunes Kulturudvalg, Skive Kommunes landsbyudvalg, Kongenshus Mindepark, Mønsted Kalkgruber, Daugbjerg Kalkgruber og Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter.
Armod og gæld på Fur

Tilmeld Nyhedsbrevet

Tilmeld dig vores nyhedsbrev
og få nyheder omkring de
mange oplevelser leveret
direkte til din email.

Kontaktoplysninger

Skiveegnens Erhvervs- og Turistcenter
Kirsten Borger
Østerbro 7
7800 Skive

Tlf: 51 18 24 87

kontakt
kontakt
Dynamic-it leverandør af webshop

Vi bruger cookies, ved at du klikker dig videre til næste side, acceptere du hjemmesidens brug af cookies.
Du kan også acceptere cookies ved at klikke her