Fruentimmeret fra Daugbjerg Dås

Sagn

 

En karl var forvildet og kom ridende forbi Dagbjærg Dojs. Så tykte han, at han kunne se så mange lys ud af vinduerne, og jo nærmere han kom, des mindre blev de, og til sidst blev det nogle små bitte trinde huller, han kunne skimte lys igennem.

Da han kom dertil, råbte han, om de kunne ikke enten låne ham hus eller vise ham vej. Jo, de kunne. Ja, det hastede med ham, han skulle til Holstebro, og han ønskede helst at komme af sted da.

Så kom der et fruentimmer ud til ham og skulle vise ham vej. Hun spurgte ham ad, om han var ikke tørstig. Han takkede og sagde jo. Så kom hun ud med en stor sølvkande fuld af drikkelse og flyede ham. Så rind ham i tanker, som han fik den i hånd, at det var ham vist ikke rådeligt at drikke af den. Han hvistede da det, der var i kanden, oven over hans hoved bagud. Der kom nogle dripper på bagen af hesten, og det tog både hud og hår af, så langt det kom. Nu gav han hesten af sporerne og beholdt kanden, og så red han, alt hvad hesten kunne strække. Nu vidste han, hvorhen han skulle, og var slet ikke forvildet. Hun bagefter og var så nær, at hun greb i den ene bagsko og beholdt det halve, da han red over vadestedet ved Hagebro. Det har broen fået navn efter.

Da hun nu gik tilbage, språt hun på vejen, og der kom to drenge børn ud af hende. Der lå hun på julemorgen, da folkene fra Sjørup kom og ville til Dagbjærg til kirke, og de kom så omkring ved det. Så blev der lagt en stor dynge sten der til kendemærke på, hvor det passerede, men nu er de nok flyttede.

 

 

 

 

Du kan læse om Fruentimmeret fra Daugbjerg Dås på følgende steder: