Havre

 Jeg hedder Fnuggi, fordi jeg’ en pige
- blomsterne kan jeg li at kigge på.

Havregryn smager dejligt. Det kommer fra kornplanten havre. Du kan nemt kende havre, den har mange små klokker siddende på langstilkede aks på strået og ligner ingen andre kortsorter.
Havre er den mest nøjsomme kornsort af de fire kornsorter, vi dyrker herhjemme.

Man har dyrket havde lige siden bronzealderen, men den begyndte egentlig som en slags ukrudt i andre kornmarker. Først brugte man mest havre som hestefoder, der er mange proteiner i kornet, men nu laver man også valsede havregryn til mennesker. Uhm, havregryn med mælk. Man kan også koge havregrød. Og lave havregrynskugler - Uhm. Det er bare godt.

Førhen var man glade for havren, fordi den ikke behøvede meget vand. På tørre somre kunne man høste meget havre. Det var den kornsort, man høstede til sidst og det sidste neg kaldte man i Fjends for havredrengen, andre steder for havrekællingen. Og man holdt en stor fest, når det sidste neg var høstet. Men pigerne undgik at være den, der bandt det sidste neg, for hun ville blive drillet og kaldt havrekællingen, sidde på den dårligste plads ved bordet og måske være nødt til at danse med havdemanden, mandetøj udstoppet med halm. Andre steder fik hun den bedste mad, blev hædersgæst og var den alle ville danse med.

Som regel brugte hun det sidste neg som fugleneg til jul. Hestene fik havrehakkelse til foder. Og kernerne! Dem skulle man strø på vejen, når man rejste, fordi at trolde og hekse elsker havre og ikke kan lade være med at stande og spise kernerne.