Herremanden til stubbergård

   Herremanden på STUBBERGÅRD kommer ind en aften og siger til hans karle, om der var ingen af dem, der havde lyst til at komme til bojel i aften. Der var en der sagde jo. Så måtte han tage den bedste hest, manden havde, at ride på, og så ville han sige ham besked. Der var bryllup i en høj, der kaldes Dagbjærg Dojs, og den var der fire mil til.
   Men når han kom i nærheden af den, ville det se ud, som den stod på fire gloende pæle. Når han så var kommen forbi højen, skulle han vende og ride hjemad igen og råbe og sige ”singodt”. Så ville der komme en ud med en sølvkande og give ham at drikke.
   Men det, der var i den, skulle han slå bag over sig og så ride. Men han skulle se efter at komme over det meste pløjeland, han kunne træffe. Nå, så rider karlen, og det går ham som manden havde sagt.        

   Den, der kom efter ham, havde bryster så lange, at de slæbte på jorden. Han red ud på noget plovjord, og der kunne hun ikke komme, for når hun skulle have været der, så skulle hun have været om lige så tit, som ploven havde gået om i jorden. Han red over to fold, men den sidste fold var ikke så meget stor. Da han var kommet over den, var han nær ved strømmen, og det var godt, for da var kvinden så nær efter ham, at hun snap i hagen af hans hestes sko, og den beholdt hun. Stedet blev derfor kaldt HAGEBRO.

   Karlen kom hjem med kanden til KNUD GYLDENSTJERNE, og han beholdt den.

Ewald Tang Kristensen Danske sagn, bog I, side 208, stk 775