Hvede - en kornsort

Hvede - en kornsort

Jeg hedder Fnuggi, fordi jeg’ en pige
- blomsterne kan jeg li at kigge på.

Hvedemarken står stiv, stunk og nyfriseret.
Hvedekernerne har ikke langt hår, som dens fætre byg og rug, og den har ikke klokker som havren.
Hvede kan lide varmt vejr, og kornsorten hvede var ganske sjælden herhjemme førhen. Det blev først almindeligt at dyrke hvede efter 1850 og det ikke her på de magre jorder i vestjylland.
Det hvide brød, vi kender som franskbrød, kaldte man hvedekager. Og det fik man kun når det var fest. Man gjorde noget særligt ud af at høste hvede, pigerne tog rene forklæder på og drengene tog rene bukser på. Man høstede ikke mere grundigt end at de fattige kunne komme og sanke aks og korn op fra marken. Markerne var efter høsten tit fyldt med fattige børn, der kunne tjene mere på at sanke rester fra kornhøsten end de kunne tjene ved at være hyrder og tjenestedrenge og piger.
Hvedebrød var kage. Fordi hvede var sjælden brugte man kun melet til bagværk, når der skulle være fest.
Det var altså hos almindelige bønder og borgere. De fine var så fine at de kunne bruge hvedemel til pudder, de kom i deres hår eller parykker for at være hvidhårede. Det støvede meget at være rig i 1700 tallet.
Hvis du gerne vil have rødhårede børn skal du bare lægge hvedehalm i din madras. Eller du kam bruge hvedemel og vand som klister.
Men det smager nu bedst i kager.

Vil du vide mere om hvede, så tryk her: