Indgangen

Indgangen er hemmelig.

Men det er et godt sted at høre en historie. Sæt dig ned og lyt. Det tager ca et minut, før du kan høre lyden.

Her er Thildebritts fortælling om Utysket ved Skivefjorden.

Utysket ved Skivefjorden.

Du er min ven og jeg er din igen
Om hundred år, vor kærlighed består.

Det er ikke kun fjerne gamle folk, der har kendt til det udyr, der findes her ved Dommerby. – Næ, også nutidens folk har mødt det. – Udyret lader sig nu kun se om aftenen, helst hvor er en blåhvid måne, der skinner på det. Udyret ved Dommerby kalder man også et gespenst, for det har stor lighed med gengangere, men er dog alligevel anderledes.
Langs fjordkanten vest for Dommerby, hvor landevejen svinger, holdt et gespenst til. Når folk fra Fjends skulle til bys i Skive kom de ind på udyrets område.
Det var dog mest, når de i månelyse nætter kørte hjemad, at de kom i karambolage med det. Det skiftede udseende fra hund til kalv, snart var det halvt menneske, snart halvt dyr. Men altid havde det onde lysende øjne, der stirrede på den vejfarende og ligesom sugede ham til sig. Det kunne brøle noget så uhyggeligt, det kunne gø som en hund og klage sig som et lille barn. Det forfulgte ofte folk, og da gjaldt det om at komme over stenkisten i vejen; thi rindende vand kan trolddyr ikke passere. En ældre gårdmand fortæller:
Der var i min drengetid få, der brød sig om at passere denne vejstrækning ved midnatstide. Den gamle populære dyrlæge Nybo, der efter sigende havde været ude for utysket, kørte nødig vejen om natten. Jeg har selv som tjenestedreng oplevet, at han blev på gården til det blev lyst. En karl fra egnen vædede med nogle andre om, at han sagtens turde gå langs fjorden ved midnatstide. Han kom ganske vist tilbage, men forstand havde han ikke mere og blev ikke til menneske siden.
Så hold du dig hellere inden døre i de månelyse nætter ved Skivefjorden. Man ved aldrig, hvornår utysket kommer springende.