Kvæget

Kvæg

 –Dyr i naturen –

De - store og de små,

Og lige der – der står en ko!

Sådan en ko en kæmpestor. Den er nysgerrig.

Når der er mange køer, kalve, stude og tyre sammen, kalder man det kvæg. Vi er alle sammen afhængige af kvæget, fordi vi kan bruge det til mad, drikke og til tøj og sko.  Når en ko har fået en kalv og kalven er færdig med at drikke mælk ved sin mor, bliver man ved med at malke koen. Man kan malke koen både om morgenen og om aftenen. En god ko kan give 9000 l mælk om året. Førhen var det malkepiger og koner, der malkede køerne. Det var hårdt arbejde. Nu er det automatiske malkemaskiner

Kvæget har forskellige racer, alt efter, hvad man skal bruge det til. Der er malkekvæg og kødkvæg. Køerne bor i stalden, og for ikke så mange år siden var der mange køer, der ikke kom ud på græs. Men efterhånden har man indrettet staldene sådan, at køerne kan være ude om sommeren og selv gå ind i stalden.

Bønderne var meget afhængige af deres køer. Man blev anset for at være rig, hvis man have mere end 5 køer. I Skive levede en enke af at eje en ko. Hun solgte mælken eller hun kærnede smør, som hun også solgte.

I midten af 1700 tallet kom der en frygtelig sygdom til kvæget, som man kaldte kvægpesten. I hele Danmark døde mere end halvdelen af alt kvæg. Og det var en katastrofe for bønderne og for landbruget. –

Både før det og senere var man ikke klar over sammenhængen mellem god renlighed og sygdomme. Og her på Salling var det somme tider så hård vinter, at man ikke havde føde til sit kvæg. En gammel mand kunne huske, at da han var barn havde de givet kvæget al sengehalmen og revet stråtaget af gårdens tage, for at kunne give kvæget noget at spise.