Skiftingen i Daugbjerg

Skiftingen i Daugbjerg

Der var en skifting i Dagbjærg. Han var en stor lang slampert og gik i en lang sløvkjole. Det var alt det han kunne gå, han gik sådan og slingrede. De sagde alle sammen, at det var et forbyttet barn. I hans tid brændte Dagbjærg by, og så blev han henne og var henne i lang tid, indtil byen var bleven bygget op igen.
Da han så kom tilbage, ville de have at vide, hvor han havde været. Ja, han havde været i Dagbjærg Dojs (Dås) ved hans fader. Så kunne de vide, hvad det var for en fyr. Det er ingen løgn, for min mor både kendte og snakkede med karlen. Hans fingre var lige så brede, og folk var så rædde for, at han skulle få ved dem, for når han fik hans ryg til stød, så var han så stærk, at han kunne grotte hænderne på dem, han fik ved, og da havde han magt i hænder og arme. Han var tillige med klog nok. Da de sagde, at alting kunne fåes for for penge, sagde han nej, der var en ting, som ikke kunne fåes for penge. Hvad det var? Ja, det var Guds nåde.

Ewald Tang Kristensen, Danske sagn bind I, side 305 nr. 1018