Taterkællingen 1. del

Novelle af Kirsten Borger

Han styrtede afsted.

Hvert gisp efter luft brænder i halsen på ham, han har sidesting og knæene ryster.

Alligevel styrter han halvt sanseløs tværs over pløjemarkens knoldede furer. Fremad. Hjem.

Hjem til gården.

Han så hende selv - Taterheksen. - Hende med forbandelserne. - Hende, der fik ulykkerne til at begynde, i de tidlige sommermåneder.

Hun var kommet til Mortens gård en regn våd juni-aften. Det havde banket på døren, og da mor så den krumryggede, lasede og ildelugtende gamle kone stå med en bylt klynkende spædbarn på armen, var hun lige ved at lukke døren igen.

»Åh, Gud, tatere,« havde hun gispet.

Men hun havde alligevel budt hende indenfor. Gav hende venligt resterne af grøden og et stort brød at tage med. Og det lille barn havde fået mælk, et helt krus fyldt til randen, lige så meget som Morten plejede at få på en hel uge.

Den gamle kone havde trukket laserne væk fra barnets krop og vist dem småskorperne på den lilles ansigt og ryg.

»Se, det kommer der af at leve et rakkerliv.«

Hun havde sat sig på bænken i stuen, og sad og rokkede den lille i armene.

»Ikke engang ordentlige børn kan man få!

Se ham her, han får ellers den gode blanding af mælk og brændevin, som får hjertet til at banke så herligt. Men han savner sin mor. - Han tog jo livet af hende. - Hun lagde sig i lyngen, da hun skulle ha’ ham. - Og sne var det. - Bønderne, de vigtigpråse, ville end ikke lade hende komme ind i deres lade, så hun kunne få ungen i tørvejr. - Det tog livet af hende. - Hun var bare 16 år.«

Hun havde rejst sig, pakket brødet ind i sit tørklæde og taget ungen på armen.

»Hjælp mig lige ned ad vejen,« havde hun sagt til Morten. »Jeg kender jo ikke stedet her.«

Morten huskede, hvordan det havde suget i maven, da han skulle ud i sommernatten sammen med den gamle kone. Hun lignede en heks.

»Nå, er du bange for mig,« havde den gamle gnækket, da de gik ned ad den hullede grusvej.

Morten havde stumt, med rædselsslagne øjne rystet på hovedet.

»Ja, det er der andre, der skal blive,« hvislede den gamle.

»Jeg har svoret, at det skal stå dem dyrt, som lod min datter ligge og dø ude på heden. - Mine forbandelser skal hvile over dem indtil hun er hævnet.

Præsten ville end ikke begrave hende, kirkegården er ikke for rakkerpak. Hun ligger kulet ned ude på heden!«

Vil du høre næste afsnit, så tryk på billedet herunder: