Taterkællingen 5. del

Taterkællingen 5. del

Morten blev pludselig helt rolig. Faderen ville gøre noget. De ville holde vagt, de ville jage røverne væk, og så ville der ikke ske dem noget. Det var som om alle tankerne blev meget lettere nu. Nu vidste far og mor besked med forbandelserne, så kunne det ikke gå helt galt.

De aftalte, hvordan de skulle holde vagt. Moderen skulle blive inde i stuen, der havde hun sin store kniv, om galt skulle være. Faderen skulle stå på gårdspladsen, hvor han kunne se ud over markerne og se, hvornår der kom nogen. Og Morten skulle sidde inde i laden og passe på hønsene.

Mortens far tog høtyven og gav Morten en solid stok.

»Slå dem i hovedet med den, hvis de kommer.«

Morten gik ind i laden. Han lod døren stå lidt på klem, så der kom en ganske smal månestråle ind gennem sprækken og lavede en hvid streg på gulvet. Han satte sig på en malkestol lige inden for døren.

Han sad og tænkte på den lille taterunge med det snavsede ansigt. Det var nu en sød unge. Tænk, om han havde haft en lillebror. Det havde han altid gerne villet have, men han fik ingen.

Pludselig hørte han noget. - Der var noget, der rørte sig henne ved døren.

Han kunne mærke nakkehårene rejse sig.

En stor rotte løb tværs over månestrålen og ind i mørket på den anden side.

Der blev atter stille.

Morten sov vist lidt. Der var helt stille allevegne. Men så foer han sammen.

Der var nogen, der hviskede udenfor.

Ladeporten knirkede sagte, og en skikkelse kom tilsyne i månelyset.

Morten blev helt lammet. Hans arme ville ingenting gøre. I lange sekunder kunne han hverken tænke eller bevæge sig.

Men så lod han stokken hagle ned over skikkelsen i porten. Der lød et bump, da noget røg på gulvet og et voldsomt vræl.

Den person, som Morten slog løs på, skreg højt og faldt så om på gulvet. - Det var den gamle taterkælling.

»Morten, hvad sker der,« skreg faderen og kom styrtende til.

»Hvem er det.«

Vil du høre næste afsnit, så tryk på billedet her: