Den rige kones sildefiskeri

Den rige kones sildefiskeri

Du er min ven
Og jeg er din igen!

   Her står vi på havnen i Glyngøre. – Ør betyder egentlig gruset strandbred og gly betyder sump. I stenalderen var her en sumper gruset odde. Men nu er her en fin havn, hvor fiskerne i byen kunne lande deres fisk. De fangede sild, fordi man spiste mange sild engang.
   Her er et sagn om sildefiskeriet:

   Sildefiskeriet i Limfjorden.
   Ved Limfjorden boede der engang en rig frue, der var både grisk og gerrig. Da det netop på hendes tid hændte, at sildefiskeriet et år var helt overdådigt, tænkte hun, at hun kunne skaffe sig en god gevinst, og hun købte derfor alle de sild, som hun kom inden for rækkevidde af, og lod dem derpå vindtørre oppe på lofterne.

   Efter nogle års forløb skete netop det, som hun havde ventet på, at der blev mangel på både sild og andre fødevarer, og nu mente hun, at hun kunne få sine penge igen med stor fortjeneste. Men da hun fastsatte en meget høj pris på sine vindtørrede sild, var der snart ingen, der ville handle med hende, og herover blev hun så ærgerlig, at hun lod sildene strø som halm under kvæget og svor på, at hun hellere ville bruge sit forråd på denne måde end at sælge det for billigt.

   På samme tid var der imidlertid en gammel troldkyndig kone, der som straf for denne ugudelighed tog en kedel, roede med den i en båd ud i Limfjorden og sænkede den under mange besværgelser ned i vandet, og siden den tid har der ikke været sild på dette sted i fjorden.