Koen er drøvtygger

Koen er drøvtygger

–Dyr i naturen –
De - store og de små,
Og lige der – der står en ko!

Der står en ko – diddelidelidelum – la’ vær og glo – diddelideliddelum.
Den står bare der og tygger og gumler. Køen har nemlig fire maver, den er drøvtygger. Først river den græsset af og gumler lidt på det. Så synker den det og det løber ned i den første mave. Derpå gylper koen det igen, tygger det godt igennem og lader det løbe ned i den anden mave. På den måde kan den nedbryde cellulosen i græsset og omdanne det til glukose, som igen bliver omdannet til fedtsyrer, som koen lever af. Køer, får, geder og antilober er drøvtyggere og har klove. Man kan malke koen – og får og geder – og udnytte deres mælk.
De tamme køer, vi har herhjemme nedstammer fra uroksen, som levede frit i stenalderens urskove. Den første tid, da man tæmmede uroksen, var køerne ikke særlig store, i Bronzealderen var køerne ikke ret meget større end et stort får. Men i mange hundrede år har man arbejdet på at avle dyr, der gav den bedste mælk. Og blev mindst syge, og kunne blive størst og få mest kød.
I mange år var det den røde malkeko, man så flest af, men nu er det den sortbrogede ko. – Førhen havde man køerne til at græsse i engene og det var nødvendigt at have nogen til at passe på at de store dyr ikke løb væk eller faldt i søer og mosehuller. I den tid, hvor gårdene lå tæt samlet i landsbyer, var der en landsbyhyrde – man kaldte ham byhjorden. Han tog alt kvæget med ud på engene og vogtede det. Tit havde han børn med til at hjælpe sig. –
Men landboreformerne i 1780 erne bestemte, at agerjorden skulle fordeles anderledes, så gårdene kunne flytte ud til deres marker. Derefter var det tit børn, der alene skulle vogte kvæget.
De blev tit gode venner med køerne, når de stod og gumlede og gumlede og gumlede.
Vil du vide mere om koen, så tryk her: