17. dag julekalenderen 2020
17. dag Troldenes Julekalender
Den grå Jomfru vandrer hvileløst op og ned ad gulvet i riddersalen på borgen. Der er ikke en dråbe blod at finde nogen steder. Hun synes, at hun har været alle steder. Og hvis det blodige håndtryl skal fornyes hver nat er det nødvendigt at hun finder mere blod. Selv en museunge vil kunne give blod nok i mange dage. Men det er som om, at selv musene er flygtet bort. Slottet har stået tomt i nogle år, men derfor skal hendes pligt med at vedligehold håndtrykket ikke svigtes.
Hun går gennem de lange gange, indtil hun når portværelset, hvor hun kun har været ganske få gange. Hun er jo af højadel og derfor meget finere end de folk, der plejer at komme i dette værelse. Det er tjenestefolk og bønder, staldkarle og andre simple personer, som hun aldrig ville omgås i levende live. Hun er, næ, rettere, hun var født i en fin familie. Hendes far, borgherren, der byggede Spøttrup borgen, havde gang på gang fortalt hende, at hun var så fin og fornem, at hun absolut ikke måtte nedværdige sig til at tale med almindelige mennesker. Og det havde hun heller ikke gjort.
Kun den ene gang, i de uger, hvor den smukke kæmpestore ridder havde været på besøg, havde hun talt med en, der var under hendes stand. Han havde været så sød og dejlig, at hun slet ikke kunne modstå ham. Om natten havde de sneget sig til at mødes i den månelyse have, og hun havde grædt og grædt, da han måtte rejse. Ned til de varme lande på korstog. Han havde ikke være på borgen, da hun født de tre børn, og han havde ikke været med til ballet aftenen efter. Den aften, hvor hun faldt om og satte sit blodige håndtryk.
Hvad mon der blev af ham? Blev ham mon nede i varmen?
Hun går ind i værelset og sætter sig sørgmodigt på en skammel ved siden af en gammel rustning, der ligger på gulvet. Heller ikke her er spor af blod til hendes håndtryk.
Nisserne har spredt sig i flere grupper, der søger rundt om langs vejen efter en sæk med to hesteskind.
De finder sækken i en lille lund ikke langt fra borgen, hvor der skinner et blåt lys ud gennem vinduet i tårnet. De tager sækken på nakken og bevæger sig tilbage til nissehuset i Rønbjerg, mens de taler om, at det er længe siden, at der har været et par ordentlige nisser på borgen. For år tilbage flyttede den sidste nisse derfra, fordi hun blev træt af at være alene. Og hun nyder nu livet i det altid hyggelige nissehus, hvor der er tid til både snak og arbejde.
Meget afhænger af julefesten. Hvis festen går godt kan man måske overtale et par nisser til at flytte til borgen og sørge for at den atter bebos af underjordiske, der vil folk det godt. Den ene af nisserne er bestemt villig til at flytte til borgen, men han er blevet så glad for selskab at han ikke vil flytte dertil alene. En anden nisse skal flytte med. Men han ved ikke hvem.
”Vi har fundet skindene”, fortæller de, da de kommer tilbage. Men i nissehuset er der stor opstandelse. Den ene af de nisser, der ledte efter hesteskindene har været ved Parykmandens hule og har set kirkenissen fra Lundø sidde sammen med Parykmanden og troldene Tombert og Oks.
Og de talte om, at Fanden var løs.
Nisserne er forfærdede. For hvis Fanden ødelægger julefesten bliver der ikke noget af at lære nyt om spøgeri og andre sjove underjordiske ting. Hvis Fanden ødelægger julefesten, vil han kunne få magten både over de underjordiske, nisserne og, værst af alt, mennesker.
Heldigvis er Fanden temmelig dum.
Tildebritt sidder sammen med de fattige ånder. Den hovedløse herremand er borte. Han skal finde lykkelige mennesker, men de fattige ved, at det er meget svært.
”Det bliver meget svært for ham. Da vi levede, var det sjældent, at vi var lykkelige. Men vi gav ham skylden. Han pinte og plagede os. Jovist det er sandt, og han var værre end andre herremænd. Der fandtes endda dem, der var gode ved fattigfolk. Der var flere her i disse egne. Især damer, baronesser, komtesser og grevinder. De gav os tit en smule mad, tøj og brændsel. Og juleaften og juledag fik vi somme tider fri!”
Det er en tidligere gårdskarl, der nu svæver rundt med sin plejl. Plejlen brugte han, da han levede, når der skulle tærskes.
”Jeg har tit tænkt, at jeg kunne slå både ridefogeden og herremanden i hovedet med plejlen her. Men jeg fandt på noget andet.”
De fattige begynder at fnise, mens de hvisker til hinanden. Fortæl, fortæl, råber de.
”He, he, jo, det var jo sådan, at ridefogeden bestemte, hvornår vi skulle tærske. Det er jo det der med at slå på kornet, så kernerne kommer fri. Og så savede jeg jo plejlen halvt igennem uden at det kunne ses. Når han så kom og skulle vise os, hvordan vi skulle lægge kræfter i med plejlen, så knækkede den. Og he he he, så kunne vi jo ikke tærske.”
De fattige ånder bliver helt lykkelige ved tanken.
Vil du videre til 18. dags julekalender, så tryk på billedet herunder:
Vil du høre julekalenderen fra en af de andre dage, så tryk på billedet herunder:
Du kan læse om 17. dag julekalenderen 2020 på følgende steder:
Kontaktoplysninger
Kirsten Borger
Ørslevklostervej 272
7840 Højslev
Tlf: 51 18 24 87
kirstenborger@gmail.com
.png)
