18. dag julekalenderen 2020

Det banker på døren hos parykmanden. Han og Tombert er kommet godt i gang med at drikke øl, og de har egentlig glemt, hvad det var, der var så vigtigt og hvorfor troldene kom. Oks læser ivrigt i Cyprianusbogen, og ingen af dem foretager sig noget. Men det banker igen. Kraftigere end før. Endelig rejser Tombert sig.

Udenfor står Utysket fra Skivefjorden. Han ser forskelligt ud, alt efter hvem han ønsker at skræmme, men i dag ligner han bare et ganske almindeligt spøgelse, klædt i blåt lys. ”Må jeg komme indenfor”, spørger han og kigger Tombert over skulderen. Parykmanden nikker. De er ikke altid venner, for de kæmper lidt indbyrdes om, hvem der er den bedste til at skræmme mennesker. De har forskellige styrker hver især, og parykmanden er for eksempel god til at skræmme kvinder. Hans trick med at puste dem under skørterne har skræmt mangen gæv pige, mens Utyskets særlige evne til at skifte størrelse og udseende har sendt mange sømand til tælling. Utysket har en tam ugle, som han sender ud som forvarsel, når han vil ud og spøge lidt. Og det gør folk blege af skræk, når den tuder i kirketårne, skibsmaster eller flagstænger.

Utysket gir hånd til både Tombert og Parykmanden og undskylder, at han kommer og forstyrrer.

”Jeg sad jo og læste på indbydelsen, du kom med. Og kan regne ud, at det gælder om at komme til julefest på Spøttrupborgen. Men jeg er bange for, at julefesten bliver spoleret i år.”

”Jaså. Hvorfor tror du det?”  Tombert ser på det blå lys fra Utysket og tænker på, at sådan et lys kunne være rart at have i deres troldehule, især om natten. Han må lære kunsten at lyse i mørke.

”Jeg tror, at Fanden er løs. Jeg  fik besked fra min ugle min ugle om, at det var ham, der kom susende hen over markerne med en stiv pakke af skind under armen. Det lugtede fælt af svovl og torden, da jeg kom ud af min hule, og der var et spor af svedent græs.”

Tombert og Parykmanden er rystede. Hvis Fanden er løs, betyder det at festen er i fare og alt det, de kunne lære om nye spøgemetoder og sjove skræmmemidler måske ikke bliver til noget.

Oks fortæller, at han er nået til det sted i Cyprianusbogen, hvor der står, hvordan man skal tæmme Fanden.

”Det er ikke så forfærdelig svært. Men vi skal bruge en præst!”

En præst! Både Parykmanden, Utysket om Tombert gyser af skræk.

Gnav ligger inde i sit soveskind, fuldstændig rullet sammen, så han ikke kan røre en finger. Han ved ikke hvor Fanden fuser hen, men han kan mærke, at det er mange steder. Hver gang Fanden stopper op, lugter det svedent. Og Gnav kan høre, hvordan Fanden ryster sin pengepose, som om han tager penge op af den. Ind imellem hører han også menneskestemmer, og han kan høre at Fandens stemme bliver slesk og indladende, når der er mennesker i nærheden.

Kan de da slet ikke forstå, hvad Fanden er for en? Ved de mennesker ikke, at hvis de omgås Fanden, vil de blive narret til at være evig fortabt.

Gnav mærker lugten af gammel sved, iblandet lidt æblesaft. Han kan høre, at Fanden taler med en mand og en dame. De fortæller, at de er på vej ud i julehandelen for at sælge deres nye vare, en slags julesaft eller juleøl. Det eneste, de mangler er at hælde den brune væske, der bobler i kedlen, på de flasker, der står i bryggerset. Og bagefter sætte prop på.

Hvordan han bærer sig ad, ved Gnav ikke, men Fanden får listet ud af manden, at han har fundet opskriften på drikken i en gammel rygsæk på Spøttrupborgen. Og at han har fulgt opskriften til punkt og prikke. Ikke et eneste gran salt for lidt eller for meget er der kommet i drikken. Og den virker, det er han sikker, manden. For det har hans smukke og dejlig kone fortalt ham.

Fanden tilbyder at hjælpe med at sætte propper på flaskerne, og sætte dem i kasser. Og manden og konen takker mange gange.

Gnav prøver, om han kan få skindet til at åbne sig, men fanden har måske bundet snor omkring, for det er ikke til at få op. Men Gnav ligger tålmodigt og vrikker og rokker frem og tilbage, og ganske langsomt løsner snoren omkring skindet sig. Til sidst kan Gnav mave sig ud i det fri.

For en sikkerheds skyld lægger han en stor sæk korn ind i skindet, så Fanden vil tro, at han stadig ligger i rullen. Og så sniger han sig bort.

Hestehandleren og Fanden hjælper hinanden med at løfte kasserne med flasker og den tykke kone op på vognen, og så kører de ind mod købstaden for at sælge kærlighedsdrikke og gøre deres lykke. Manden og konen ænser ikke, at Fanden lugter grimt af svovl. Og Fanden ænser ikke, at det skind, han også har lagt op i vognen, ikke indeholder en trold.

Vil du videre til 19. dags julekalender, så tryk på billedet herunder:

Vil du høre et af de andre afsnit af julekalenderen, så tryk på billedet herunder: