19. dag julekalenderen 2020

I elverkongens store sale er elverpigerne og de to troldepiger færdige med at spinde og væve, sy og trykke mønstre på mange, mange meter spindelvævstynde kjoler og tørklæder, gardiner og møbelstoffer.

Salene med de gloende pæle var pyntede, så der næppe er en krog, hvor det ikke glimter med sølverskær og blodige håndtryk. De er alle meget tilfredse.

Det næste, der skal ske, er at de skal fylde kister og kufferter med de skønne sager og tage det med op til Spøttrup borgen, så den også kan blive pyntet og alle kan komme i julestemning.

Ovenover, på heden nær Estvadgård, hvor den Hovedløse Herremand plejer at hærge, sidder Tildebritt sammen med de fattige ånder. De er efterhånden enige om, at hvis herremanden kan finde nogle lykkelige mennesker og lære, hvorfor det er vigtigt at være lykkelig, så må han gerne komme med til julefesten. I grunden vil det også være dejligt, hvis han er der, for så kan de nok få lov til at kaste lidt rundt med hans hoved, det giver god motion, hvilket er noget, der kan gøre selv fattige og triste sjæle glade. De venter blot på at herremanden skal komme tilbage, selv om nogle få af ånderne tvivler på at lykkelige mennesker findes.

Men Oks insisterer på, at det er vigtigt at det er en rigtig præst. Og Utysket kan fortælle, at det siges, at der er en københavnerpræst på besøg i Hindborg sogn, og at denne præst kan mere end sit fadervor. Ingen af de fire underjordiske er sikre på, hvad fadervor er for noget, men at det er kyndige ord, der siges af præster, er de ikke i tvivl om.

Den grå jomfru sidder på en skammel i portværelset. Hun har netop fundet en spand med blodrød maling, som, skønt hun ikke ved det, skal bruges til at male skodderne for borgens vinduer i den rigtige farve. Hun er både glad og ganske vemodig. Glad, fordi det betyder, at hun i mange dage ikke skal rundt for at finde blod til at holde det blodige håndaftryk smukt og mørkerødt. Vemodig, fordi hun er i vane med at være trist og vemodig. Ved siden af hende ligger noget gammelt blik, som hun tænker, er resterne af en gammel rustning. den ligger egentlig pænt ordnet på gulvet, men synet gør hende alligevel bedrøvet.

Ved synet af den, kommer hun igen til at tænke på sin ven. Hun synger en lille sang, som hun hver dag har sunget fra den dag, hvor Den kæmpestore Ridder rejste bort til de varme lande:

Min elskede er borte.

Jeg har ham ganske kær.

Men nætterne er sorte,

når ikke han er nær.

Kom varme, kom vind

Luk kærlighed ind.

Lad ømheden varme

mit hjerte, mit sind.

Da begynder det at rasle og skramle i den gamle rustning. Jomfruen ser forfærdet til, mens de enkelte dele samler sig og sættes sammen til en ridderlig skikkelse, der vokser og vokser. Til sidst har skikkelsen svært ved at stå i rummet.  Men nu lyser det glødende orange og varmt ud fra rustningens visir og to varme øjne ser på jomfruen.

"Kom varme, kom vind

luk kærlighed ind

Lad ømheden varme

mit hjerte, mit sind."

Jomfruen ser på ham, genkender ham og svarer så med smuk og kælen stemme: "Jeg mangler ordfor jeg er så lykkelig. "

Jomfruen rejser sig op og de to spøgelser forenes i et lykkeligt favntag.

Den kæmpestore Ridder spørger Jomfruen, om hun har givet sin tilladelse til, at den store julefest for underjordiske i år bliver holdt på Spøttrup Borgen. Og hun svarer glædestrålende, at hun har fået en besked, hun ikke forstod et ord af. Men selvfølgelig skal festen holdes på borgen.

Vil du videre til julekalenderen den 20 dag, så tryk på billedet herunder:

Vil du høre et af de andre afsnit af julekalenderen, så tryk på billedet herunder: