Al-hedejord

Al - Hedejord

Jorden er fuld af jord
Herlige skønne jord
Dyrene tisser på den
Mennesker grisser på den
Det er vor gode gamle jord.

Jord – hedejord, så langt øjet rækker. AL den jord.
Det hedder det. AL.
Det er en særlig slags hedejord, der er så tæt og uigennemtrængeligt som cement. Det findes her under lyngen og revlingebuske, fordi de to planter er med til at gøre jorden sur. Ligesom surmælk, sure ribs eller sure tæer . – Hæ hæ. Regnormene kan ikke li sur jord, derfor er der ikke mange af dem og af andet småkravl, der eller bor i jordbunden. Et lille stykke nede kitter jorden sig sammen, ligesom når man sætter legoklodser tæt sammen. Næsten ingenting kan trænge igennem.
Der skal en kæmpeplov til at pløje hedejorden. Før man opfandt den, kunne mennesker kun opdyrke ganske bitte små stykker hedejord, for de ikke kunne trænge gennem al-laget. Men så opfandt de en stor plov: reol-ploven. Når den blev trukket af 4 stude, kunne den bryden gennem allen. Heste gik for hurtigt og kunne nemt komme til at ødelægge ploven, hvis der lå en - herlig – stor sten. Men stude var langsomme og STÆRKE!
Siden opfandt man den store Boulund-plov – hvor der skulle 2 eller 3 traktorer foran for at trække den. – Så gik det hurtigt. Man gennembrød al-laget på hederne. Man gødede og pløjede igen og snart var hederne blevet til kornmarker.
Men der var en trist ting ved dette. Hederne forsvandt. Der var snart ikke mere hede tilbage. Menneskene – og især vi trolde – savnede det.
Til sidst stoppede man med at pløje hede op og skabe marker. De mennesker, der elskede den gamle hede, ville gerne have steder med hede tilbage, men man endnu kunne huske hvordan heden var. De skabte Kongenshus Mindepark.
Her på dette sted arbejder man på at bevare heden i stedet for at ødelægge den. – Her skal ikke vokse korn eller raps. Her skal ikke engang vokse træer. Her skal være hede. Med lyng, revling og blåbær – hugorme gemt under lyngen, og skarnbasser til at grave sig vej ned til al-jorden.

Hvis du vil vide mere om hedens opdyrkning, så tryk på mig her: Hedeopdyrkning, ca. 1750 - 1950 (Danmarkshistorien.dk)