Blodigle

En blodigle, ja det hedder også Hirudo medicinalis er en ledorm med tre kæber.

Det er et dyr, en underlig lille pølse, der kan suge sig fast på din hud og suge blod, som den lever af. Blodigler lever i ferskvand. Måske i en skovsø, måske kan den bide dig, hvis du bader i det vand, den lever i. Men ude i naturen er der ikke særlig mange af dem, faktisk ved man ikke, om den egentlig hører hjemme i vores nordiske natur. Måske har den fået hjælp af mennesker til spredningen i naturen, fordi iglerne var værdifulde i medicinsk sammenhæng. Spredningen har i givet fald fundet sted for flere hundrede år siden.

Blodigler brugte man til åreladning. Man troede i gammel tid, at hvis man skar hul på en blodåre på et sygt menneske, så kunne man få det onde blod ud. Altså det som skabte sygdommen.

Blodigler suger blod ud af årene, og de var et af middelalderens vigtigste medicinske hjælpemidler. Barberen var kirurgen blandt middelalderens håndværkere og han kunne årelade sine patienter. Blodiglerne var nemlig et af barberens redskaber. Han satte dem på huden af den syge og lod iglerne bide hul og suge blod ud. Jo større og tykkere iglen blev af blodet, des bedre virkede kuren, sagde man.

I 1800-tallet blev blodiglerne også benyttet på sygehuse. I 1850 blev der alene i Paris brugt 100 millioner blodigler på sygehusene. Sygeplejersken Florence Nightingale brugte blodigler i behandlingen af patienter. I Norge indeholdt den første lærebog om sygepleje fra 1877 en udførlig beskrivelse af anvendelse af blodigler.

Blodiglen var ind i 1900-tallet til salg på apotekerne. Man havde særlige iglekrukker til opbevaring af de levende blodigler.

I 1980'erne fik blodiglerne fornyet aktualitet i forbindelse med kirurgi, ved påsyning af legemsdele. Blodigler kan suge blod fra en påsyet finger, fordi de sprøjter et enzym ind, så blodet ikke størkner. Derefter får nye vener tid til at dannes og fungere.

Jo, dyr kan bruges på mange måder.