Havnestriden mellem Skive og Lysen bro

Havnestriden mellem Skive By og Lysenbro Havn.

Skrevet af Jeppe Aakjær i Skivebogen 1909

Dette er et Stykke Historie fra Skive Købstads trængselstid, vi nedenfor vil stifte Bekendtskab med, en Tid, da Byen bød sin lidet talrige Borgerstand en kummerlig Næring. Trods alle sine vel bekræftede Privilegier kæmpede Skive i disse År — 17. 18. Årh. en fortvivlet Kamp for — ja, man kan gerne sige Livet, for så vidt en Købstads Liv materielt set er dens Handel og Håndværk og ikke dens Græsgange og dens Øksne, de være nok så fede og gode.

Efter alt at dømme synes det velbeliggende og meget driftige Aalborg frem for nogen anden By at have været Skives store onde Stifsøster. 1 1708 klagede således de Skive Borgere over Forurettelser fra den Kant.

Og det værste var, at Oplandet til Dels tog Fjendens Parti.

Det er her unægtelig et mærkeligt Træf, at en af Ålborgs største Handelsmænd i det 18. Årh., Axel Nielsen Møller. (1699—1775), var en Bondesøn fra Salling, ligesom hans Søstersøn og Lærling, Nils Bertelsen Ryberg, der noget senere grundlagde et af Københavns fineste Handelshuse. Men af langt mere indgribende Betydning var det naturligvis, at Oplandets Beboere hellere end gerne benyttede enhver given Lejlighed til at slå en lille Handel af med fremmede Købmænd og således unddrage Skive Borgere Omsætningsfortjenesten af de pågældende Varer.

At de tilsidesatte, støttende sig til Byens Privilegier, Gang på Gang søgte at sætte en Stopper for denne Udenomshandel, er en Selvfølge, men at det ikke altid gik så glat, derom vidner bl. a. følgende Sag:

Der, hvor Hjerk Nor mødes med Lysen Bredning, strækker sig fra Nordøsthjørnet af Krejbjerg Sogn en lille Landtunge ud mod „Hjerk Bjerg" på den anden Side Vandet. „Lysen Odde " kaldes Stedet. Vester ud er der fladt Land og frit Spillerum for Vinden, men Bølgegangen brydes af Hjortholmen. Og helt inde bag Odden er der stille Vand.

Her må vi sikkert søge den „Lysen Havn", hvor Skipper Laurits Andersen af Ålborg lagde til med sit Fartøj en Dag i Efterhøsten 1688.

For en Handelsmand er Pladsen ganske velvalgt. Thi er hans Skib ellers fladbundet nok til at kunne slippe frem over den ikke meget dybtliggende Fjordbund, kan han her gøre Front til begge Sider og uden Vanskelighed på en Gang „diske op" for eventuelle Kunder både fra Harre og Rødding Herreder.

løvrigt var „Lysen Havn" i de Dage, som det vil fremgå af det følgende, et meget søgt Udskibningssted, og der var således i og for sig ikke noget påfaldende i, at denne Skipper kom og lagde ind.

Men en eller anden Omstændighed, som er kommen de Skive Borgere for Øre, må have bragt dem på den Tanke, at der her frembød sig en Lejlighed til at hævde Byens så ofte krænkede Friheder.  Thi d. 13. September mødte „Søren Jensen og Christen Lauridtzen, begge af Nederhjerk, efter Niels Pedersen Lerskous og Knud Nielsens og Ole Jørgensens Begiering af Skiffue og Kongl. Mayestæts Herridsfogeds Befalling og i hans Nerværelse" ved Lysen Havn og „giorde Arrest og Forbud på Lauritz Andersen aff Ålborg, formedelst at hand imod Loven og Toll-Rullen gjorde Forprang med adskillige Vare, som i Stychevis bleff til Bønder og andre udveyet og udmåit, Skiffue Bye og Indbyggere till stor Skade og Nachtheil (tysk skade, afbræk) på deres Næring".

Om Bord fandtes forskellige Sække og Bundter Hør og Hamp samt „fiire og tinge Stycher Jern, det største elluffue Mareher, och det mindste si uff (7) Mar­ eher''.

„Arresten" påbød L. A., „at hand iche med sit Skiberom og indhaffende (indehavende) forskreffne Vahre måtte fare her fra Landet og Fedet som hand lå ved, før Sagens Uddrag, som de (Skive Borgere) formedelst samme Forprang agter at føre til Ende".

Det var det første Skridt.

Det næste var, at de „twinde Steffningsmænd Jens Nielsen Ramborg (?) og Bertell Jensen, begge af Skiffue", to Dage senere „steffned L. A. aff Ålborg på hans Skiberom, som lå i Lysen. Men som de ingen kunde komme ved at talle, forføyed de dennem til Hummelgaard , hvor hans Gods lå, og forkyndett denne skrifftelige Steffning for Søren Madtzen Villerup, som lovt at lade hannem det vide, hid til Tinget".

Dernæst drog de samme Stævningsmænd rundt til forskellige bosiddende Folk i Egnen ialt henved et halvt Hundrede Personer — og stævnede dem til Tings „for deres Sandhed at vinde (vidne) og Spørgsmål at svare til".

Mandagen den 24. Septbr., da Sagen var bleven indledet på Tinget, fremstod som første Vidne ,,Sven Olesen aff Hindborg og vandt med Eed o. s. v., at det er hannem i Guds Sandhed vitterligt, at L. A. aff Ålborg haffuer lagt i Lysen Haffn med sin føre Koeg (lille fladbundet fartøj, som især bruges på Limfjorden (Molbech) ”Føre- sværtbyggede?”) med sine Vahre og stychet ud till Bønder och andre, som det vilde kiøbe, og hand var der selff d. 13. September (altså samme Dag, som Beslaglæggelsen fandt Sted) sist afvigte på Kogen hos hannem og afkiøbte hannem Jern tillige med Christen Kudsk aff Hindborg for tu (2) Skilr, (Sletdaler), ringer nogle Skillinger, som (o: Jernet) bestod ud] th] (10) Stycher, og vilde de haffue kiobt noget Salt af hannem, mens (men) hand sagde, at hand haffde indted uden en Tønde, og den er solt till Esper Jensen i Overgård i Kreiberg Sogn. Og såe hand, at Esper Jensen dereffter kom og afffordertt samme Tønde. Videre vandt (hand), at hand såe en Quinde at vilde kiøbe for'ne L. A. noget Hør aff  og giffue ham Vadmeell igien, mens om det (!) kom till Rette om dette viste (vidste) hand iche, dog vilde hand noch forunde hinde Hørett. Og till spurde Sven Olesen hannem ad, om hand ville haffue af hannem eller hans Naboer Smør eller Fledsk øg giffue Stål I igien, En March imod en March, huor til L. A. suarede: „Nej, at lige mod lige kunde hand iche giore det, men ellers skulde de noch komme til Rette der om".

Blandt de øvrige Vidner forklarede Christen Lauritzen af Hjerk, „at hand kom roendis til L. A.s Koeg. og hand var ey selff offuer Borde, men talte med lians Bådsmaud och vilde haffue kiøbt tu fiell till en hør, huor till hand suarede, at de kunde ey,miste dem, formedelst de skulle til Bye og indtage Skatt-Korn, huor till de skulle bruge fiellene att hylle Kornet med. Så spurde hand ad. om hand vilde kiøbe Ost. Da suarede hand ney, hand vilde heller kiøbe Tyr. (Mener han måske Thy-Ost?)   Han (Chr. L.) „kand iche negte, at hand har io seett, at andre (er) kommen der forbj med Vare fra hannem (Skipperen) og andre, som der ligget haffuer".

Næste Tingdag, d. 1. Oktober, fremlagdes som et „Præcedens" til Efterfølgelse for Dommerne en Kendelse af Viborg Landsting, udstedt d. 17. Martij 1675 og gående ud på. at „Adam Jacobsen af Ålborg till forn skall haffue brugt Landprangeri i Hommellgård i Salling og der på Landet brugt Forprang, og derfor hans Vahre till kiendt at verre confisquerede". Derefter henstillede Byfoged Jens Kierulf af Skive, at „efftersom L. A. af Ålborg haffer lagtt i Lysen Haffn, halffanden Miill fra Skifte under dens Frihed med sin førre Koeg og udstøchet sine Vahre, at hand haffuer forseett sig imod Hans Ko. May.st Lov, Pag. (Side) 473 Art. 24,( „Ingen, i hvo det være kand, må bruge noget Kiøbmandskab på Landet og i Landsbyerne til Forprang med Alne, Måde, eller Vægt, eller sælge nogen Kramvare, Stål, Salt, eller fremmet Humle, under Varernis Forbrydelse". ) hvorfor hans Varer bør være konfiskerede til Kongen, og han selv „betalle denne forårsagede Omkostning og mange Reyser med Tii Rxdlr." Byfogeden sluttede sit Indlæg med at begære Dom i Sagen.

På Skipperens Vegne og forsynet med hans Fuldmagt, dateret Viilsund d. 21. Septbr., var mødt „Rubertt Arffuitzen Piilbohne af Rosleff".

Men desuden havde indfundet sig en anden Mand, hvis Nærværelse lagde et tungt Lod i Vægtskålen til Fordel for Skipperen, nemlig Søren Jørgensen af Bajlumgaard , der repræsenterede de to Lodsejere, ved hvis Grund Laurits Andersens Skib havde ligget, de tvende Landsdommere Chr. Helverskouf til Irup i Thy og Christopher Bartholin til Kås. På disses Vegne begærede Søren Jørgensen, at „Sagen i sex Uger måtte opsettes, at dis imidlertid af de gode Mænd og andre vedkommende kand giøris bevislig, huad Rettighed. hidindtil aff Ariltz Tid både Bunden og andre såuellsom seylende Folch inden og uden Lands hafft haffuer. - Byfogeden Jens Kierulff herimod suarede, at huis Vahre aff Tømmer, Plog- og Vogn-Redskab og deslige till Bondens Auflings Fortsettelse, som iche udj forb m. 24. Art. er specificeret, prætenderer hand indted imod, men allene de Vare, som Loven proprie (udtrykkelig) forbiuder " at forhandle på Landet, og „omskønt nogen haffer stålen sig till at forhåndle af de Vare, så dog er det iche skeed w-last og w-kiertt (upåtalt), som beuisis i Dag med den i Rette lagde Landstingsdom, hvorfore Sig" (Hr.) Søren Jørgensen ingen Vinder imod den skall bekomme, som dens Krafft skal kand (kunne)  demppe, huorfore hand en endelig Dom formoder".

Men Søren Jørgensen havde straks et Svar til Rede, og trods Byfogedens Protest opnåede han den 6 Ugers Opsættelse. „Og L. A.s Fuldmægtige Rubertt Arffuidsen bleff forelagt at skaffe beuist, om L. A. er en Borgere i Ålborg, for det andett, om hand haffer solt de omtuistede Vahre på sin egen eller andres Vegne, som måtte verre Borgere, for det tredie, om hand har fortoldet sine Vare i Ålborg. Till samme Tid foreleggis Kongl. May'st Byfoged Jens Kierulff till den Tid at skaffe Skiffe Byes Privilegier til Stede".

-----

Otte Dage efter stævnede Jens Lauridsen af  Bajlum og Gregers Pouelsen af Hierk ”Byfoged Jens Kierulff i Skiffue ved haus Huus og Boepæll, og forkyndett den (Stævningen) for hans Kone og leffuerede en rigtig Copia der aff og bad, hun vilde lade hannem det vide, at hand kunde gife de Skiffe Borgere det till Kiende", at møde om 14 Dage ”for Vinder at påhøre og 12. November for Dom at lide. andgående, at Skiffe Borgere vil! hindre Ålborg Loleh og andre at må ligge i Lysen Haffn, deres Vare till Bonder og andre at forhandle, dog sligt hid till skeed er".

Man mærker, at Sagen på en Gang er bleven stillet på Hovedet. Nu er det Borgerne, der anklages. Som deres Talsmand mødte den 22. Oktober Købmand Niels Pedersen Lerschou.

Han havde den førnævnte Landstingsdom i Hånden og formente, at der „ingen Vinder bør udstedes der imod". Men Søren Jørgensen var åbenbart af en anden Mening. Han havde hidkaldt de to før omtalte Mænd fra Hindborg og næsten alle Sognemænd fra Rødding, Krejbjerg og Hjerk for at vidne om, „hvad Frihed seylende Folch i Lysen Haffn hid indtill hat'H haffer".

„Og nu fremkom Christen Christensen af Bailumb og vandt (vidnede), at hand kand mindis i otte og tredtzintztiuge (68) År, da haffer alle Tider verit holt for (at være) og er endnu ungefær tu Miile Veys fra Lysen Haffn og til Skiffue Bye, og når Veyene vare unde, kunde mand langt lettere kiøre de fiire Miile, som er mellem Viborg og Skiffe, end de tu, som er imellem Skiffe og Lysen. Item (ligeledes) vandt hand også, at Lysen Haffn er ungefer mit for Salling Land på vester Side ud till Limfjorden, og dette er ungefer tu Miile Veys fra den sydvest Kand af Salling Land tuers offucr Rødingherritt og til Lysen Haffn, såuell også ungefer tu Miile fra Lysen till den nørre Kant af Salling Land offuer Harreherritt neder mod Fuur Land, alt med vester Side ud till Fjorden, og at der er ingen bedre Haffn for store og små Skiberomme nogen Steder at søge på vester Side aff Landet for W-veyer, end Lysen Haffn er, huor udj undertiden ey aliene haffuer ligget eet, tu, tree eller 4 små og store Skiberomme, men end og underthiden 6- 8-10 a 12 med Timmer, Salt, Ståll, Tierre. Hamp og Hør såvvell som anden Vahre, hvor aff undertiden de Skiffue Borgere selff endeel haffer kiøbt og vognførtt fra Lysen og till Skiffue, og haffer samme Skiffsrom verrid endeell fra Kiøbenhaffn, endell fra Helsing-øer, endeell fra Malmøe i Skåne, endeell fra Norge, endeell fra Læssøe, endeell fra Ålborg, ja Nykiøbing og Skiffue, og alle soli og forhandlett deris Vahre till A dell, Præster, Bønder, og huem med dennem kiøbe og handle vilde, og igien giffen Penge, Korn, Smør, Pisk, Fledsk, Huder. Vox, Talle og andet, huis de dennem med fornøye kunde, huilchet var Landett til stor Gaffn. Så er det hannem også fuld vitterligt, at Skifve Byes Borgere og Jndvånere undertiden iche haffuer entten Timmer. Salt, Ståll, Tierre, Hamp og Hør att flye for rede Penge. Till med er de dyrere med deris Vahre, end det kand kiøbes i andre Kiøbsteder. Så dersom de Skibe Borgere skulle kunde forhindre den Handell og Seylladz, som af Arils Tid i Lysen Haffn hafver veritt, kunde de sette deris Vare så høyt og dyrtt som de lysted, hvor udoffuer (hvorved) ingen Mand kunde verre bestandig (i Stand til) at snare Kongen og Hosbonden. Endnu vandt hand, at siden de Skiffe Borgere giorde Arrest og Beslag på den Ålborg Karll, — som er ungefer en 4 a 5 Uger siden — da haffer der verrit fem eller sex Skiberom i Lysen Haffn med Timmer og andet at forhandle, huor aff de tu ligger endnu på Steden, huilchet de Skiffe Borgere indthed haffer befatted sig med. Ydermere vandt hand, at det er hannem vitterligt, at de Skiffe Borger aldrig ville kiøbe deris Korn og andre Vare så dyre, som de kand selge det i andre Kiøbsteder".

Dette den gamles Vidnesbyrd, der minder svagt om hin berømte Tale af Torgny Lagmand (Islandske sager), istemmedes af Thøger Jensen fra „Gieddelyche" og en Mængde andre Bønder, hvis Erindring omfattede fra 7 til 60 År. Og ingen kan mindes nogen Proces om Ret til at handle i Lysen, undtagen den mod Adam Jacobsen.

----

Så kom endelig den 12. November, da Sagen skulde påkendes. Det viste sig, at Skipperen havde sine Papirer i Orden. Hans Talsmand fremlagde:

1.) En Toldseddel, dat. Kgl. Majest.' Told-Cammer for Ålborg d. 24. Aug. 1688, at Varerne: 6 Skipp. Hør, 1 Skp. Hamp, 4 Sk. Jern, 2 Læster Salt, 4 Tdr. Tjære og en Del Tømmerlast, vare fortoldede „på behørige Steder i Indføringen" — „passérfri".

2.) En Fuldmagt af samme Dato, „påskreffuen af Anne Jensdatter, SI. (salig) Jens Morttensens, at L. A. befulmyndiges at selge de Vare for hinde".

3.) Et Bevis, at Skipperen har Tilladelse af Landsdommer Helverschou til at ligge ved hans Grund overalt i Limfjorden, ligesom også Landsdommerens skriftlige Anmodning til Søren Jørgensen om at varetage L. A.s Interesser.

Men desuden havde Søren Jørgensen, for yderligere at sikre sig Sejren, skaffet sig anbefalende Skrivelser fra to af Egnens Præster, sålydende:

I.

„Jeg haffuer eder først venlig at betache, at I på de Velb. Mænds Vegne hafuer taget eder Umage till, samme voris Haffn at handthæve, såsom, hvis den Frihed skulle fragået voris Egn, skulle det iche værrit den til ringe Skade. Og er det mig som nu haver væritt her ved Steden i 41 aar ( Wibergs Præstehistorie (II. S. 677) anfører Brevskriveren som Præst i Rødding 1650—1699.) fuld vitterligt, at forbe’m Lysen haver værett en fri Haffn for alle på seylende, fra Kiøbenhaffn, Helsingøer, Norge, Lessøe, Ålborg, Nykiøbing, Skiffue og andre omkring Lihmfjorden beliggende Kiøbsteder, huor en huer haffuer forhandlet sine Varer og tagett Fornøyelse hos os i Penge eller Vahre igien, og det ulast og upåklaget uden allene Adam Jacobsen, som opførte sine Vare fra Skiberommet till Hommellgård, og der udstychedc dennem, huorfore og de Skiffue Borgere handede Dom of fuer han nem. Af samme Årsag haffuer mange, som tilforn trafiqverede på Hafnen, endtholt sig derfra, os till største Skade, som nu mange Gange må opdyre (betale dyrt?), hvis (hvad) os feyler till Bygnings (Rødding Præstegaard brændte i 1681) og Huusholdnings Fornødenhed, og endda undertiden iche entten for lætt eller dyrt det i Skive kand bekomme. Denne min sandfærdige Erklæring [om fornøden eragtis] kand min høy-ærede gode Ven (Søren Jørgensen) for Rætten lade læse, huilchen ieg og fuldkommelige skall vedstå, når og huor behov giøris.

Rødding, den 10. November 1688.

Peder Thornsen. ( Peder Thomsen med Tilnavnet Rye. Der findes et Gravminde over ham i Rødding Kirke. )

II.

„Min høy-ærede Naboes Missives (egt. Sendebrev)  Indhold sampl Attest och Klagemåll om Liusens Indseylings Indhold (Forhold?), er mig sicherlig noch beuist i 20 År, da både min Formand (PederAndersen Schive) og ieg langt bedre haffer kundet till forhandle os vore for­ nødne Vare af de indseylende Skuder i Liusen end ud] Skiffue. Thi mange Gange haffuer d] (Skive Købmænd) iche, liuad v] behøffuer, och huad d] haffuer, langt dyrere end andre Steder. Og huad vj ville selge igien, vill dj endeell iche haffue, og huad d] vill haffue, vill d] (haffue) for langt ringere Priis end andre Stæder, så att skee Guds Villie og iche deris (!), beder og vinder jeg iligemåder, huor behoff giøris.

Balling, den 10. October (November?) 1088.

Anders Albretzen. (Anders Albretzen Damb, død 1704)

Skipperen selv havde sendt sin Defensor en Skrivelse, hvori han klager over den Medfart, der er bleven ham til Del, benægter at være lovlig stævnet, henviser til Danske Lov  3-15-27 ( Tillader Bønderne at købe deres Avisredskaber m. m., hvor de vil, og forbyder Købstæderne at hindre dem heri. )  og håber, at de Skive Borgere må bøde fuld Voldsbøde for deres Adfærd. „Og så fremt de Dannemænd af Skiffue efter deris påberåbte Frihed kand haffue noget på mig at prætendere, da dett lougligen til mitt Verneting efter Loven at udføre".

„Herridsfogeden till spurde Niels Pedersen Lerskov, om hand haffuer Skiffe Byes Privilegier, huor till hand suarede, at de findis i Dommen (over Adam Jacobsen) indført. Originalen hafde hand iche, men beretted, at Borgemester Jens Pintzen (?), men (mens) han var i Skiffue, haffde dennem, huorfore der om i offenbemelte Landstingdom bleff cffterscet og fanttis såledis Ord fra Ord lydende at verre fremlagt: (Skønt disse Privilegier er ganske tilsvarende til alle andre Byprivilegier, anføres de dog her, da Originalen formentlig ikke mere findes.)

„Vii Friderich den Tredie med Guds Nåde Danmarckis, Norgis, Venthis og Gothis Konning, Hertug udj Slesvig, Holsten, Stormarn och Dytmerschen. Greffue udj Oldenborg og Delmenhorst, Giøre alle vitterligt, at Vi aff Voris synderlige Gunst og Nåde haffuer taget, annammit og und­ fanget og nu med dette Vort obne Breff tager, annammer og undfanger Vore kierre, thro Undersotter, Borgemester, Rådmænd og menige Almue udj Voris Kiøbstad Skiffue, dennem selff. deris Hustruer, Børn, Folch. og Hion (husstand). Tienner og Gods, rørendis og u-rorendis, under Vor Kongi. Hegen, Værn, Fred og Beskiermelsc, besynderligen dennem at ville handheffue, fordagtinge og forsuare til aid Rette. Sammeledis haffuer Vj af samme Gunst og Nåde fuldbyrdt, sambtygt og stadfestet og nu med dette Vort obne Breff fuldbyrde, sambtyche og stadfæste dennem alle de Privilegier og Friheder, som dennem af fremfarne (tidligere) Konninger udj Dannemarchs Nåde undt og gifuen erre, som och af høybårnc Første, Vor kierrc Hcrr Fader Sal. og høyloflig .Ihukommelse stadfæst ere, ( Chr. d. 4. stadfæstede Skive Bys Privilegier ikke mindre end 3 Gange: 15udj alle deris Ord, Pungter og Artichler, efftersom de udj alle Måder udviiser og jndholder. Thi for­ binder Vj alle. iliuo de helst ere eller verre kunde, særdelis vore Fogeder, Embedsmænd og alle andre for'ne Vor Kiøbsted Skiffue med Borgemester, Rådmænd og meenige Borgere der sammesteds her imod på deris Friheder og Privilegier at hindre eller i nogen Måde For fang att giøre. under Vor My Hest och Nåde.

Giffuet på Vort Slott Kiøbenhaffn d. 30. Novembris Anno 1648.

Under Vor Zignet

Frederich".

„Privilegierne" er, som man ser, meget smukke på Papiret, men Papiret er for gammelt. Siden dets Fremkomst havde Danmark fået en ny Regeringsform, en ny Konge og en ny Lovbog. Søren Jørgensen lader derfor også som ingenting og nedlægger kort og klart den Påstand, at ikke alene den tiltalte bor frifindes, „mens end og alle andre seylende Kiøbmænd, fra hvad Steder de ind og monne komme, må, ubchindret af Skive Kjøbsteds Mænd og andre, lægge både i Lysen Haffn og andre Steder for Sallings Land uden Skiffue Bys tou Miil Begreb, huor de løster, når deris Gods rigtig fortoldett er". Deslige bør også de Skive Borgere „for sådan domdristig Angribelse" bøde fuld Vold til de to Lodsejere, Bartholin og Helverschou, „for de såledis haffuer hindert och henjaget både denne L. A. såvellsom andre fra den Næring og Handell, den gemeene Mand der ved kunde haffue hafft".

Det er øjensynligt, at den gode Købmand Lerskov her går fra Koncepterne. Han nøjes med at forlange bevist, „huad Frihed de de (!) Ålborg Kiøbmænd og Horgere haffuer at at (!) må her op i Fiorden under Skiffue Frihed med deris Vare fare og forhandle".

Han kunde sparet sig dette Spørgsmål, for øjeblikkelig fremlagdes en Gengivelse af et Kongebrev for Ålborg By, dat. 23. Aug. 1055, og heri hedder det bl. a.: „På det Seylladtzen sammesteds (i Limfjorden) dis bedre kunde till tage, haffuer Vi nådigst beuilgett og tilladt — . at for’ne  Ålborg Borgere och Indvånere må friitt och ubchindret handle og vandle udj for'ne Limfiord (dog Told og Visitation uforkrænket;, huor imod for’ne Borgere --- skulle till tengt verre effter denne Dag at bygge sådane Skibe, som udj Nøds Tids kunde ud monteris med Støcher (Kanoner) og bruges till Landtzens Defension (Forsvar) og Tiennest".

Hermed var alt Håb ude for de stakkels Skive Borgere. De måtte lade Sagen gå til Doms. Og naturligvis gik Dommen dem imod. Laurits Andersen frikendtes. Men iøvrigt slap hans Modstandere for al videre Tiltale i Anledning af deres Overgreb.

Til Gengæld har de uden Tvivl i de kommende Tider med Sorg måttet se Konkurrencen ved ”Lysen Havn" blomstre, uden at de har turdet vove at skride ind imod den. Den døde hen af sig selv i Tidens Lob. Men mulig lever der endnu blandt gamle Folk på Egnen Minder om Handelslivet ved Lysen i gamle Dage.

Af Skivebogen 1909. Thingstedet. Jeppe AAkjær