Slattenpatten

Slattenpatten - ellekonen

Slattenpatten, mosekonen, ellekonen, elle- eller  elverfolket, kært barn har mange navne, har den særhed hos de overnaturlige, at de følger den samme livscyklus som hos mennesker. Elverkonen fødes, er ung og smuk, bliver ældre og grimmere, og her bliver hun til Slattenpatten, for til sidst at dø og forsvinde fra vores verden. Fødsel og død er en naturlig del af elverfolkets verden ligesom hos mennesker. Her adskiller de nordiske elverfolk sig meget fra andre elverfolk, som man ellers hører, er udødelige.

På mange måder ligner elverfolket almindelige mennesker. Især i tusmørket lige efter solnedgangstid kan man nemt forveksle den flok dansende unge piger, man ser gennem disen på markerne, med glade høstpiger, der jubler over at kornet er vel i hus. Men bid vel mærke i, om deres rygge er hule. For elverpigerne har hul i ryggen og venderfor ikke gerne bagen mod mennesker.

Man skal tage sig i agt. Elverfolket er vætter, overnaturlige væsener, der lever deres eget liv. De ønsker ikke mennesker noget godt, tværtom er de ofte vrede over at mennesker er kommet og forstyrrer naturens orden. Elverfolket er kun ude på at udføre onde gerninger mod mennesker, så de kan få naturen tilbage.

Pas derfor på, hvis du møder en undersøn kvinde ved nattetide. Især, hvis hun rækker dig et krus med mjød. Det er et sikkert tegn, hvis hun byder dig mjøden af et sølvbæger. – Drikker du af den, vil du forhekset og indsuges til evig glemsel og arbejde i elverhøjenes dybe gange.

Det er farligt at tro, at Slattenpattens skønhed er ægte. Lige først er hun ung og blændende smuk. Men ser du rigtigt efter, ser du en gammel kone, tyk og opsvulmet, med en stor vortet næse og store ører. Og dertil kommer, at hun har utroligt lange, slatne bryster, som hænger hende ned til knæerne.  - Det er deraf hun har sit navn – Slattenpatten. Og det, vi ville tænke var et grimt øgenavn, det tager hun som en særlig ære og et hæderstegn.

Slattenpatten kan slynge sine lange, gamle slatne bryster hen og skulderen. Det er praktisk, når hun skal løbe, eller når hun skal give bryst til ellebørnene, som hun bærer i en birkebarksbylt på ryggen. Slattenpatten tager sig nemlig af børnene. Nogen siger, at ellebørn fødes som amfibier, og at de tilbringer deres første år af deres liv i ellemosens vand. Slattenpatten kan derfor også give de første spæde ellebørn bryst ved at ligge på en stor sten i vandkanten og lade brysterne hænge frit ned i vandet.  Ellefolkets mælk er god, stærk og særlig potent, og gives det til mennesker, vil mennesket få overnaturlige kræfter. Derfor var mælken særlig eftertragtet i tidligere tider.

Slattenpatten er mere dristig end ellepigerne. Hun går gerne på rov hos mennesker om natten, hvis de da ikke banker på og tigger om mad, husly eller beder om at låne sølvtøj til arbejdet i elverhøjen. For i højen arbejdes der ved nattetide, og elverfolket narrer gerne ufornuftige karlfolk derind, for at de kan slide i de underjordiske gange og aldrig mere komme op og se dagens lys. Men ridser du et kors i dit brød og bagværk, da kan Slattenpatten ikke stjæle det.

Der er dog sikre måder at undslippe fra ellekonen eller Slattenpattens lumske anslag. Løb fra hende på marken, tværs over plovfugerne, for hun kan kun løbe på langs ad fugerne, da de er pløjet med stålplov. Og stål kan de underjordiske ikke lide. Og spring så rask over rindende vand, en å eller bæk. For rindende vand kan ellefolk, vætter og sådanne underjordiske ikke komme over, og de hader at få våde fødder. Og så slipper du fri.

Ellefolk, (1. led sideform til alf), elverfolk, ifølge folketroen overnaturlige væsener, der kendes fra folkelige overleveringer overalt i Europa. De bor i skove og moser, men kan ligesom bjergfolk også bo i høje og under huse. De lever et liv, der ligner almindeligt dagligliv, som det blev levet på landet indtil slutningen af 1800-t., dog præget af de mere lystbetonede sider af livet; de holder især af at danse, synge og spille.

Ellepigerne er forførende smukke med løsthængende hår og lyse, flagrende kjoler, men grimme bagtil, fordi de er hule i ryggen. Når de med alderen bliver til ellekoner, mister de deres skønhed. Lader man sig lokke af ellefolket, fx til at danse med dem, bliver man bagefter fortumlet og ustyrlig (ellevild) og kan undertiden være påvirket af det resten af livet. Man kan også forsvinde helt eller dø efter samværet med dem. Ellefolkets omgang med mennesker har ofte erotiske undertoner. En ellekone kan dog også finde på at stjæle et menneskebarn og lægge sit eget "troldebarn" i stedet for, en såkaldt skifting.  (Fra www.denstoredanske.dk)