Junget

Hej, jeg hedder Grolle,

Kom med herud på sporet, der meget du kan se - det FEDT!

Nede i Troldesumpen bor den grimme Trold Jungmand Gugli. Han er gnaven, måske er det, fordi han har ondt i maven. Vi ved det ikke, for han er så sur, så ingen kan nærme sig ham. Det er mystisk. Mor Thildebritt kender en måde kan kan blive glad på, men det er en særlig medicin, der skal blandes af mange ting. Tingene kan du måske finde ved fodsporene. Tag en plastikpose med på turen, eller en lille taske du kan have noget i.

Når du kommer til 1. fodspor, så tryk på sporet her, så har jeg måske fundet ud af flere ting, du kan gøre for at få Jungmand Gugli i bedre humør:

Luft-tryk

Luften er fuld af luft,
Herligt og dejligt luft,
Togene futter i den
Men’skene prutter i den
Det er vor gode gamle luft.

Luften er ikke til at se, - men der er nok af den. Særligt, når vi er hernede ved jordens overflade. – Lige her hvor vi står trykker al den luft på os.
Luften tryk er ikke ens alle steder og det er som regel ikke ens ret længe ad gangen. Nogle gange er luftens tryk højt og nogle gange er det lavt.
Det påvirker vejret om luftens tryk er højt eller lavt. – Om sommeren er det godt, når der er højtryk, for så forsvinder skyerne og det bliver solskinsvejr. Om vinteren ved man ikke helt hvordan det går. Det kommer nemlig an på, hvor der er lavtryk.
Når luftens tryk er meget forskelligt to steder, vil luften fra det sted, hvor der er højt tryk – hvor der altså er masser af luft – forsøge at komme hen til det sted, hvor der ikke er så meget luft.
Så luften vil blæse fra stedet med højt tryk – meget luft - til stedet med lavt tryk – mindre luft. Det prøver på at få lige meget luft begge steder.
Ligesom vand, hvis det kan komme til det, løber fra et sted med meget vand til et sted med mindre vand, så der bliver lige meget hvert sted.
Så kommer der ligevægt.
Hvis der ikke er meget luft et sted, lavtryk, og meget luft et andet sted, højtryk, vil luften altså forsøge at få lige meget luft begge steder. Og så vil luften blæse fra højtrykket til lavtrykket.
Sådan får vi blæsevejr..
Hvis du vil vide mere om lufttryk og blæsevejr, så tryk på skyen her:

Den slemme herremand på Jungetgård

Du er min ven – og jeg er din igen
Om hundred år – kun ærlighed består.

Det var nu sådan engang, at Junget by var plaget af en slem herremand. Han var en slem bondeplager. Herremanden var utilfreds med alt, og han kunne i arrigskab piske bønderne, hvis han mente at kornet stod dårligt, eller det var for små fisk, der blev fanget af fiskerne.

Du kan høre fortællingen om den onde Albert Skeel her:

Det gik sidenhen dårligt for den grumme Hr. Albert Skeel. Han stak fogeden til Bandholm ihjel efter en retsag og han blev hængt i Horsens i 1608. Man begravede ham i Junget Kirke, men hans hoved forsvandt. Da man åbnede graven var der kun kroppens knogler, men intet hoved. – Måske blev hovedet stjålet af vrede bønder.
Men siden gik der i landsbyen mange sagn om slemme herremænd. Man morede sig godt, hvis herremanden blev til grin.
En dag kom en herremand ridende forbi en bonde, der på en eng ved vejen gik og vendte hø. Alt imens han vendte, nynnede han: ”Gid præsten snart monne dø, men herremanden længe måtte !eve".
Herremanden hørte ordene og syntes det var en fin mening, holdt stille og spurgte bonden, hvorfor han havde sådanne ønsker. ”Jo", lød svaret, ”det kommer sig såmænd deraf, at når vi her har skiftet præst og herremand, så har det altid været sådan i min tid, at præsterne hver gang er blevet bedre og bedre, mens herremændene derimod er blevet værre og værre” !
Du kan høre et andet sagn, fortællingen om, da bondeknøsen Laust narrede herremanden ladefoged her:

Kvæg

–Dyr i naturen –
De - store og de små,
Og lige der – der står en ko!
Sådan en ko en kæmpestor. Den er nysgerrig.
Når der er mange køer, kalve, stude og tyre sammen, kalder man det kvæg. Vi er alle sammen afhængige af kvæget, fordi vi kan bruge det til mad, drikke og til tøj og sko. Når en ko har fået en kalv og kalven er færdig med at drikke mælk ved sin mor, bliver man ved med at malke koen. Man kan malke koen både om morgenen og om aftenen. En god ko kan give 9000 l mælk om året. Førhen var det malkepiger og koner, der malkede køerne. Det var hårdt arbejde. Nu er det automatiske malkemaskiner
Kvæget har forskellige racer, alt efter, hvad man skal bruge det til. Der er malkekvæg og kødkvæg. Køerne bor i stalden, og for ikke så mange år siden var der mange køer, der ikke kom ud på græs. Men efterhånden har man indrettet staldene sådan, at køerne kan være ude om sommeren og selv gå ind i stalden.
Bønderne var meget afhængige af deres køer. Man blev anset for at være rig, hvis man have mere end 5 køer. I Skive levede en enke af at eje en ko. Hun solgte mælken eller hun kærnede smør, som hun også solgte.
I midten af 1700 tallet kom der en frygtelig sygdom til kvæget, som man kaldte kvægpesten. I hele Danmark døde mere end halvdelen af alt kvæg. Og det var en katastrofe for bønderne og for landbruget. –
Både før det og senere var man ikke klar over sammenhængen mellem god renlighed og sygdomme. Og her på Salling var det somme tider så hård vinter, at man ikke havde føde til sit kvæg. En gammel mand kunne huske, at da han var barn havde de givet kvæget al sengehalmen og revet stråtaget af gårdens tage, for at kunne give kvæget noget at spise.

Vil du vide mere om kvæg kan du trykke her:

Vil du høre sagn om kvæget, så tryk her:

Valmue

Jeg hedder Fnuggi – fordi jeg’ en pige
Og træerne kan jeg li at kigge på.

Se, ved grøftekanten er der de flotte røde blomster. De skyder lige i vejret og er så smukke, at man har lyst til at plukke dem og tage dem hjem og sætte dem i vaser.
Men de røde valmuer skal ikke i vaser. De taber hurtigt deres røde kronblade og så er der kun den hårde frøkurv med låg på tilbage. I den ligger de små sorte frø, vi bruger at drysse ovenpå brødet, når vi bager franskbrød.
Førhen fyldte de kornmarkerne, som flere steder blev helt røde af valmuer. – Det var blodet fra de dræbte svenske soldater, der hærgede landet i 1658, mente man.
Men valmuen kunne også bruges som medicin. Planten indeholder et giftstof opium, som man tidligere brugte som sovemiddel. Narkomaner kunne blive afhængige af det. Og der er blevet udkæmpet krige på grund af valmuens opium, bl.a. Opiumskrigen i Kina.
Vil du høre mere kan du trykke her:

 Fugle siger pip!

Og det gider Gnav ikke høre på. Men han kan høre en sjov opskrift her:

Skrat-skratterat-skrat-skririum-skrat

Det går ned
Det går op
Så jeg siger Hop!

Der var engang en konge, der havde tre sønner. Den første hed Skrat, den anden hed Skrat-skratterat og den tredje hed Skrat-skratterat-skrat-skririum-skrat.
Så var det en anden konge, der havde tre døtre. Den første hed Sip. Den anden hed Sip-sippernip, og den tredje hed Sip-sippernip-sip-siriumsip.
Og Skrat fik Sip. Og Skrat-skratterat fik Sip-sippernip og Skrat-skratterat-skrat-skririum-skrat fik Sip-sippernip-sip-sirium-sip.
HI Hi
 

RØLLIKE

Achillea millefolium
Røllike er en flerårig 60 cm. høj urt.
Den anvendes i naturmedicinen for appetitløshed, ved fordøjelsesforstørelser, lever- og galdebesvær. Kaldes i gamle græske lægebøger for "Soldaterurt", fordi soldaterne brugte den til sårbehandling. Dens første del af navnet hentyder til kongesønnen Achilles, der kæmpede tappert ved Troja og til sidst blev dræbt af et pileskud i hælen, deraf udtrykket "Achilleshæl". Røllike så man som en af de bedste urter til at læge sår og skader, man tager den utuhakkede urt, blander den med flæsk og lægger den på såret.
Knust røllikerod fjerner tandpine
Røllike der vokser på marker og enge overalt bærer oftest hvide blomster, men lyserøde kan også forekomme. I jylland har man ofte brugt tørret røllike til te, i stedet for kinesisk te. Og den har været brugt i stedet for tobak.
Dens blade kan også koges om foråret sammen med stikkelsbærblade som kål til kød og flæsk. Evt kan bladene spises naturel, blot blandet med smør. – Det siges effektivt at lægge røllike i sengen mod rotter og mus. Røllikete kan være et effektivt middel mod hysteri 

OPSKRIFT: Blomsterkronerne plukkes i juli-august, kom blomsterknopperne i et glas med tætsluttende låg og dæk dem godt med "Svendborg Snaps" i 14 dage, derefter filtreres gennem et kaffefilter og essensen fortyndes efter smag, ca. 1 - 6. Røllikesnaps vinder meget ved at lagre en del måneder.

en fauns eftermiddag

Før - var der mange andre,
der mærkede vinden digte!
Det kan den osse nu,
når man ser det
– så er det i sigte.
Stemningen - ikke historien
Da komponisten Claude Debussy skulle skrive musik til digteren Stephane Mallarmés hyrdedigt "En fauns eftermiddag" om hvad denne skovgud lavede - og drømte - en stille sommereftermiddag, var det især stemningen, der interesserede ham.

Musikken
Det begynder med en solo-fløjte, faunens fløjte. Men meget kort - kun ca. 30 sekunder. Måske gaber faunen eller verfer en flue væk. Så begynder musikken igen. Faunen (en skovgud) har jagtet nymfer hele formiddagen, men de vil ikke have ham. Nu er det varmt, og han døser og drømmer i middagsheden.

Sumptrolden Sureasen sidder fast.

Det dundrede i skovbunden og skovens dyr sprang i skjul. Kviste og grene knækkede, og Sureasen traskede vrantent hen af stien. Han tænkte på al den larm talrige og trælse troldunger kan lave. Var det mon fornuftigt at besøge fætteren med de mange børn? Trolden Sureasen var på gennemrejse og skulle besøge fætter Tombert, der var flyttet ind i en høj ved Bruddal. Tombert havde en viden om sten, som ingen anden trold kendte til, undtagen oldgubben ved Dovrefjeldet. Og Sureasen havde brug for denne viden.
Sureasen havde aldrig set sine nevøer og niecer, men han tænkte, at han næppe kunne lide dem, skønt han holdt af Tomberts kone Thildebritt. Hun havde de dejligste vorter på næsen. Men han hadede troldeyngel af enhver slags, han huskede sin tid i jættehulen som unge, sammen med horder af troldeyngel. Kun Thildebritt var sej og sød, andre troldunger larmede og var rædselsfulde og frække.
Han tænkte på det og fik flere rynker i panden. Men han måtte vide mere om jord og sten, hvis kan skulle blive den rigeste trold i det højfyldte land. Hvis han blev den rigeste trold kunne han købe sig fra al den menneskelarm, som han nu måtte udstå i sine jordhøje på den østlige side af landet. Jo mere han tænkte, jo mere gnaven blev han. Han blev uopmærksom.
Han så ikke sumpen. Først sad den ene fod fast i skovbundens sorte mudder. Det gurglede lystigt med mudderbobler, og troldens fire tæer forsvandt ned i dyndet. Han var lige ved at falde, så han greb for sig og fik fat på en trærod. Sureasen var på gennemrejse og skulle besøge sin fætter Tombert, der var flyttet ind i en høj ved Bruddal. Sureasen havde aldrig set sine nevøer og niecer, men han tænkte, at han ville lide dem, for han holdt da af Tomberts kone Thildebritt.
Men hans fod sad fast i dyndet. Han sled og han trak, men foden var ikke til at rokke. Det sorte mudder slikker op omkring benet og han kunne ikke komme videre.
- Hjælp! – Brølede han.
Dyndet trak i hans anden fod på græsroden ved kanten af sumpen. Han var ved at falde i.
- Hjælp! – råbte han.
Det knagede i roden han holdt fast i og det krogede egetræ hældede længere ned mod dyndet.
- Hjælp! – hviskede han. Hans hoved nærmede sig det mørke vand.
- Nå, du sidder nok i suppedasen. -
En tyk tudse kiggede frem fra en græstue ud for Sureasens næse.
Sureasen var ikke den trold, der sædvanligvis brugte venlighed, så han brølede:
-Hjælp mig op fra dyndet, din slimede, vortefyldte, giftige, grimme fedebasse! –
Men da han sagde det, knagede det mere i det gamle egetræ, træet sank sammen og skønt han holdt godt fast i roden, sank han dybere. Sureasens næse var nu kun en håndsbredde fra pludderet, der gunglede og boblede som om det var lækkersultent. Hans anden fod gled ud i vandet og han sad uhjælpeligt fast, mens han gled længere ned i mudderet.
- Nå, nå, nå – du kan da tale pænt til mig. Vil du ha hjælp?
-Ja, ja, så hiv mig da op, dit elendige sludrechatol! –
- Godt, det vil jeg, men du må først hjælpe mig og mine.-
- Wradr hjælpe! Vi trolde er kun skabt til at forskrække dyr og mennesker.-
- Det er muligt, men ikke denne gang. – Du må love aldrig at skræmme mine kære børn, haletudserne i vandet når du bader i skovsøen.
- Jamen, skræmme dem – jeg prutter jo bare, når jeg bader. -
- Men det må du lade være med, i den tid mine unger er små og skal lære at svømme. Skovsøens vand skal være rent, så haletudserne kan vokse sig store og blive til smukke tudser. –
- Ja ja, da, hjælp mig nu ! –
-Og så må du lade os få plads i din hule hele vinteren, så vi ikke fryser ihjel, når frosten kommer. –
- Skulle jeg have tudser i min hule? Aldrig! – Mens Sureasen sagde dette, gurglede vandet højere, egetræet knagede og hans hage kom under vand. – Jo, jo, selvfølgelig skal i være i min hule, - mumlede han spagt.
- Og til sidst må du og alle trolde love aldrig at spise en padde, hverken salamandere, frøer eller tudser. Tværtom skal du skænke os trolddomsevner, så vi kan komme til menneskene og høre deres snak og historier, når vi har brug for det. Skabe os om, så vi kan ændre på menneskene, når det er nødvendigt. Giv os en menneskeham.
- Det vil … de.. jeg ik…. Boble,gurgle, boble … det vil jeg ger… boble – gerne love … -
Idet trolden sagde ordet gerne, nikkede tudsen. Hundredevis af tudser og frøer kom frem som ved et trylleslag. Tudserne, som havde eventyrlige kræfter, samledes og trak i troldens arm, frøerne svømmede hen til hans ben, 1000 frøer bevægede deres svømmefødder i vandet og dyndet gled til side. Salamanderne svingede deres hale og gravede sammen benet fri af dyndet. Salamanderne krøb ind under hans tykke krop og bar ham sammen med tusindben, skarnbasser og myrer i fællesskab op af dyndet. De lagde ham på stien på den anden side af mosen.
Her lå han og harkede og hostede pludder og mudder ud af gabet.
- Husk, hvad du har lovet! – sagde den tykke gamle tudse. – Fra nu af må du finde og fortælle trylleordet til tudserne, frøerne og salamanderne, så trolde ikke spiser os. I må give os husly i troldehuler i de kolde vintre. Og I må give os menneskeham, når vi ønsker at kende menneskenes hemmeligheder.
Giv os jætternes stærke trylleord og vi vil altid hjælpe trolde, der er i fare!-
Som tak for hjælpen fortalte Sureasen i al hemmelighed trylleordet til tudsen og hendes frænder. Og Sureasen traskede videre gennem sumpen og kom til sidst til Tomberts høj i Bruddal.
Tudserne mumlede ordet og huskede det. De gav det senere videre til deres børn. De hjalp Sureasen på hans rejse til Tombert og troldungerne i Bruddal.
Siden var Sureasen forandret. Han rar, næsten flink mod padder og andre dyr fra skovbunden. Han huskede hvilke dyr, der hjalp ham og siden da har tudser og trolde efter sigende levet i venskab.
Men trylleordet? Hvad var det?
Vi ved det ikke - kun at det begynder med skruptudsers livret!