Jenle

Hyrdedrenge

Jeppe Aakjær var hyrdedreng, mens han var dreng. Han skulle passe på får og geder ude på heden allerede fra han var en lille dreng. - Og han skulle også passe på kvæget. Nogle hyrdedrenge var gode til at lave vers, som de skulle råbe lige så højt de kunne, så andre drenge kunne høre dem.

Et vers , han nok har kendt lød sådan her:

Dawen di æ lonng,
træskon di æ tonng,
meldmajeren di æ smo
a let smør åpo.
Tille åp a silde i seng,
gid Fanden skuld tien

di Aakjær mænd

få hjoordreng.

Men de kunne mange lege. En god leg for hyrdedrenge var at spille himmerig. Tryk på mig her og hør hvordan:

Blæsevejr

Luften er fuld af vind,
Herligt og dejligt vind,
Møllerne drejer i den
Træerne svajer i den
Det er vor gode gamle vind.

Blæsten er ikke til at se, - men der er nok af den. Særligt, når vi er hernede ved jordens overflade. – Lige her,hvor vi står blæser der en vind.
Vinden kalder man flere ting, Vind, brise, blæst, kuling, storm, orkan.
Vinden bliver skabt af luftens tryk.
Luften tryk er ikke ens alle steder og det er som regel ikke ens ret længe ad gangen. Nogle gange er luftens tryk højt og nogle gange er det lavt.
Det påvirker vinden om luftens tryk er højt eller lavt. – Når luftens tryk er meget forskelligt to steder, vil luften fra det sted, hvor der er højt tryk – hvor der altså er masser af luft – forsøge at komme hen til det sted, hvor der ikke er så meget luft.
Så luften vil blæse fra stedet med højt tryk – meget luft - til stedet med lavt tryk – mindre luft. Det prøver på at få lige meget luft begge steder. Så kommer der ligevægt.
Hvis der ikke er meget luft et sted, lavtryk, og meget luft et andet sted, højtryk, vil luften altså forsøge at få lige meget luft begge steder. Og så vil luften blæse fra højtrykket til lavtrykket. - Sådan får vi blæsevejr.
Når der er meget stor forskel bliver der stormvejr.
Vindstille = det blæser slet ikke.
Let vind = det blæser kun en lille smule.
Brise = det blæser ikke så meget, men man kan fornemme at der er lidt vind.
Jævn vind eller blæst = det begynder at blive godt at sætte drager op.
Stærk vind eller blæst= man skal hold godt fast i dragesnoren.
Kuling = der er hvide skumtoppe på nogen af bølgerne.
Stærk kuling = der er hvide skumtoppe på alle bøgerne.
Storm = der er skumtoppe på alle bølgerne, det suser rundt i luften med skum og blade. Der knækker grene af træerne. Der er endda træer, der vælter-.
Orkan = det er meget værre. Træerne vælter, tagene kan blæse af husene. Man skal blive inde.

Da bondeknøsen mødte Slattenpatten

Koen er drøvtygger

–Dyr i naturen –
De - store og de små,
Og lige der – der står en ko!

Der står en ko – diddelidelidelum – la’ vær og glo – diddelideliddelum.
Den står bare der og tygger og gumler. Køen har nemlig fire maver, den er drøvtygger. Først river den græsset af og gumler lidt på det. Så synker den det og det løber ned i den første mave. Derpå gylper koen det igen, tygger det godt igennem og lader det løbe ned i den anden mave. På den måde kan den nedbryde cellulosen i græsset og omdanne det til glukose, som igen bliver omdannet til fedtsyrer, som koen lever af. Køer, får, geder og antilober er drøvtyggere og har klove. Man kan malke koen – og får og geder – og udnytte deres mælk.
De tamme køer, vi har herhjemme nedstammer fra uroksen, som levede frit i stenalderens urskove. Den første tid, da man tæmmede uroksen, var køerne ikke særlig store, i Bronzealderen var køerne ikke ret meget større end et stort får. Men i mange hundrede år har man arbejdet på at avle dyr, der gav den bedste mælk. Og blev mindst syge, og kunne blive størst og få mest kød.
I mange år var det den røde malkeko, man så flest af, men nu er det den sortbrogede ko. – Førhen havde man køerne til at græsse i engene og det var nødvendigt at have nogen til at passe på at de store dyr ikke løb væk eller faldt i søer og mosehuller. I den tid, hvor gårdene lå tæt samlet i landsbyer, var der en landsbyhyrde – man kaldte ham byhjorden. Han tog alt kvæget med ud på engene og vogtede det. Tit havde han børn med til at hjælpe sig. –
Men landboreformerne i 1780 erne bestemte, at agerjorden skulle fordeles anderledes, så gårdene kunne flytte ud til deres marker. Derefter var det tit børn, der alene skulle vogte kvæget.
De blev tit gode venner med køerne, når de stod og gumlede og gumlede og gumlede.
Vil du vide mere om koen, så tryk her:

Birketræer

Gnav er sur - han gider i hvert fald ikke at lave noget.

Du kan gøre ham glad ved at sende ham en mail om, hvad man kan ha det sjovt med her på stedet.

Skriv til mail@trolderuterne.dk

Den du kan også høre onkel Fusels opskrift på Aakjærsalat. Tryk på onkel Fusel Her:

 Tæerne

Det går ned
Det går op
Så jeg siger Hop!

Ved du godt at din næse gerne vil vende – næsten - samme vej som dine tæer. Du kan dreje hovedet helt hen til din skulder og se til højre – og til den anden side – til venstre - mens dine tæer vender fremad.
Men hvis du vil kigge BAGUD - følger dine tæer med - i den retning du drejer hovedet.
Prøv lige engang at se til … VENSTRE … HØJRE …
Tæerne kan godt vende i HVER sin retning. Men IKKE så den ene vender HELT til højre og den anden vender HELT til venste. – Så falder du nemlig ... FREMAD eller TILBAGE.

VIOL / MARTSVIOL

viola odorata
Marts-Viol (Viola odorata) er en 5-15 cm høj urt, der vokser langs hegn og grøftekanter. Blomsterne dufter kraftigt af viol. Marts-Viol er en lav plante med bladene i roset og med lange overjordiske udløbere. Bortset fra bladstilken og bladenes underside, er planten næsten hårløs. Bladrosetten består af runde, hjerteformede blade med rundtakket rand. Under- og overside er ensfarvet mørkegrønne. Bladstilken og bladenes underside er korthårede.
Planten bærer blomster i to sæsoner: dels i det tidlige forår, og dels sidst i september. Tidligt på foråret (dog sjældent i marts!) ses de dybt violette blomster, som er bygget lige som stedmoderblomsten. Dog har griflen har en karakteristisk nedadbøjet spids. Disse blomster bestøves af insekter. De sene blomster er lugtløse og selvbestøvende. Frøene har et lille fedtvedhæng, som gør, at de bliver spredt af myrer.
Rodnettet består af trævlede rødder fra en højtliggende, vandret jordstængel. Også på de overjordiske udløbere dannes der rødder.
Den findes i plantesamfund sammen med bl.a. Alm. Guldstjerne, Hulkravet Kodriver, Hvid og Gul Anemone, Langstilket Lærkespore, Rams-Løg, Skov-Jordbær, Skov-Løg, Skovmærke og Skov-Star.

Blomsterne virker ved kighoste, bronchialkatar, og som urindrivende. Roden alene virker som brækmiddel.
For hovedpine gnides hovedet med violvand og fennikelsaft. Mod tæring drikkes violer og akelejer kogt med vinsten.
Blomsten symboliserer uskyld, blyhed, ynde, venlig dyd.
OPSKRIFT: Til kryddersnaps er det kun blomsterne der bruges, så tidligt som muligt, inden de er helt udsprunget. Det giver en meget fin forårsdram, når de er trukket i 4 dage i "Svendborg Snaps", derefter filtreres gennem et kaffefilter og fortyndes efter smag, ca. 1 - 6.

Nu er det længe siden

Før - var der mange andre,
der mærkede vinden digte!
Det kan den osse nu,
når man ser det
– så er det i sigte …

Der var engang en digter, der voksede op på en bondegård. Han hed Jeppe Aakjær. Han holdt meget af, når de skulle høste rugen:

Når Rugen skal ind

Nu er det længe siden,
men end det gemmes i mit Sind,
hvordan i Barndomstiden
den kære Rug kom ind,
hvordan dens kærnetunge Top
ved Moders svage Kræfter
blev lagt i Lugen op.

Først bredte Mor et Klæde
så ømt som nogen Højtidsdug;
der måtte ingen træde
med Sko i Høstens Rug;
så fejed hun med Limens Rest
hvert snavset Strå tilside
som for en Hædersgjæst.

Den kjære Rug var Gæsten,
som gjorde hvert et Barn så spændt;
se, Far han lægger Vesten
og sér så indadvendt:
En Skælven i et ydmygt Sind,
en Bøn til Altets Skaber,
før Avlen bringes ind.

Og Neg for Neg forsvinder
og bliver under Bjælken sat;
og Far får røde Kinder
og Spindelvæv om Hat.
Men Mor er lige hvid og bleg,
hvormeget hun end stræber
med Rugens tunge Neg.

Det går mod Aftentide
snart skinner Månen fuld og rund
på Gavl og Vægge hvide
og ned i Vognens Bund.
Mor standser træt og titter ind;
Far kommer hen til Lugen
og klapper hendes Kind.

Og Barnet, som har løbet
sig træt i Dagens muntre Leg,
det er nu stille krøbet
ind under Hjulets Eg;
dér høres dette skarpe Knald
fra Vognens Fjæl mod Sandet
af Ørentvistens Fald.

Og mellem Hjulets Eger
går Stjerneblink og Måneskin,
og milde Vinde hveger,
mens Barnet slumrer ind.
Så slutter Far i Jesu Navn.
Og Hjemmet går til Hvile
med Høsten i sin Favn.

 Troldene holdt fede fester.

Troldene havde det herligt. De flyttede ind under de mange høje, der var rundt om i landskabet. Og de blev kun sjældent forstyrret af fjollede mennesker, der mente at de ville grave i højen for at finde skatte.

De fandt på at lave sjov med mennesker.

Allerbedst var det, når de holdt fest under højen. Især den kæmpemæssige høj Daugbjerg Dås var god til gilde. Så snart solen gik ned rejste de højen på fire gloende pæle, som flammede så klart at de kunne oplyse heden viden om. De bryggede sammen med mosekonen farlig mjød i vældige kogekar og de holdt en ballade sammen med de andre underjordiske.
Ellepigerne  svævede rundt i vild elledans, troldene trampede og der var en larm.

Kom der mennesker forbi, forvandlede troldene sig til skønjomfruer, der rask væk bød de rejsende indenfor med et godt krus mjød. Men aldrig så snart havde mennesket drukket af mjøden, før han var som forandret og kunne huskede at det var sjovt at holde fest. Så slap han aldrig ud mere.

Jo, på disse egne var det godt at være trold.